USA foran med tre inden søndagens singler

rydercup16-319366For fire år siden førte USA med 10-6 inden søndagens singler, men alligevel kom Europa tilbage, og vandt den 39. udgave af Ryder Cup. ‘Miraklet på Medinah’ kaldte man det dengang, og selvom føringen denne gang ikke er helt lige så stor, så kræver det en mandfolkepræstation af de 12 europæere, hvis trofæet ikke for første gang siden 2008 skal på amerikanske hænder.
Europæerne gik ind til lørdagens fourballs bagud med et point, og længe lignede det endnu en europæisk fourball-triumf på linje med den man så fredag, men på bagni ændrede billedet sig, og i sidste ende lykkedes det kun det nye europæiske power-par McIlroy og Pieters at tage point.
Den nordisk-belgiske duo har i tre matcher endnu ikke prøvet at være bagud, og selvom de tabte et par huller på bagni, så endte det hele med en 3&1 sejr, og så stod der pludseligt 6½ – 6½ på tavlen. Men troede man at udligningen ville give moral til resten af holdet på banen, så troede man grusomt forkert.
Danny Willet og Lee Westwood var sat sammen trods at ingen af dem havde formået at hente point i de første matcher. Det så dog ud til at ændre sig, da de efter 12 huller var oppe med en. På 17. hul stod det helt lige, da Westwood havde et kort putt for at sende matchen op ad 18. hul helt lige. Englænderen missede dog, og så var amerikanerne sikre på et halvt point.
Det så dog heller ikke ud til, at blive til mere, da Westwood på sidste hul sendte sit andetslag ind til godt en meter, og dermed kunne vinde hullet. Det putt missede han dog på helt forunderlig vis også, og så tog amerikanerne hele pointet, og en føring på 9½ – 6½, da også Mickelson/Kuchar-duoen samt Reed og Spieth havde vundet deres matcher.
Patrick Reed agerede stort set en-mands hær i matchen mod Justin Rose og Henrik Stenson, da hans makker Jordan Spieth døjede med en skade i håndleddet, og var langt fra sit bedste. Reed ligner dog den bedste spiller på Hazeltine i denne uge, og selvom europæerne kæmpede til det sidste, så lukkede Reed matchen med en par på 17. hul.
Det samme var tilfældet for Phil Mickelson, der ligeledes kunne nøjes med en par på 17. for matchen sammen med Matt Kuchar i deres duel mod Martin Kaymer og Sergio Garcia.
Darren Clarke vil med sikkerhed forsøge at sende sin stærkeste kort ud tidligt søndag, i håbet om at skabe det momentum, som helt udeblev lørdag eftermiddag på Hazeltine. Europa skal bruge 7½ point ud af de 12 tilgængelige, hvis trofæet skal med over Atlanten.
Singlerne kan ses på Viasat Golf og Viaplay fra kl. 18 søndag.
Ryder Cup Livescore