Nicole Broch Larsen vandt Symetra Tour Championship

Foto: Symetra Tour
Foto: Symetra Tour

Det endte med at blive en 18 huller lang direkte duel mellem danske Nicole Broch Larsen og amerikanske Ally McDonald, da sæsonfinalen på den amerikanske Symetra Tour skulle afgøres. I sidste ende kom det hele ned til et nervepirrende omspil, og her var Nicole altså bedst.
De to spillere var helt lige efter 13 huller, hvor de begge var fire under for runden. Herfra præsterede ingen af de to andet end pars, og da Nicole på 18. hul sendte sit putt for kort, så skulle de i omspil på det afsluttende par-3 hul.
Her åbnede Nicole med at sende sit teeslag op fem meter kort af pinden, imens Ally McDonald kunne se sit forsøg ende i bunkeren.
Fra sandet sendte McDonald den op til et givet par, men da Nicole sikkert holede sit putt kunne hun strække armene i vejret som vinder af sæsonens største turnering på Symetra Touren.
ThereseKølbæk_2014_IMG_5200Med sejren fulgte ikke bare en check på omkring 200.000 kr., men også en adgangsbillet til Final Stage på LPGA tourskolen. Derfor skal Nicole ikke længere spille næste uges Stage II, som hun ellers havde planer om, men kan vente til sidst i november med at kæmpe om et kort til LPGA Touren.
Det samme gælder Therese O’Hara, der blev nummer 14 ved turneringen i Florida. Therese skulle bruge en sejr for at få et LPGA Tour kort via pengelisten på Symetra Touren, så hun skal nu også spille Final Stage om en god måneds tid.
Nanna Koerstz Madsen, Emily Kristine Pedersen og Daisy Nielsen er kvalificeret til næste uges Stage II, hvor de skal kæmpe om en plads ved den afgørende kvalifikation til november.
Symetra Tour Championship, leaderboard