Terrorfrygt: McIlroy melder afbud til Turkish Airlines Open

rory mcilroyRory McIlroy kunne søndag meddele, at han trækker sig fra næste uges turnering i Tyrkiet, og dermed så godt som opgiver sin mulighed for, at vinde Race to Dubai ranglisten for fjerde gang på fem år.
En bilbombe sårede et dusin mennesker i Antalya i tirsdags, og det var den berømte sidste dråbe, der gjorde, at McIlroy ikke ønsker at tage til det uroplagede land.
Næste uges Turkish Airlines Open, der er den første turnering i Europatourens Final Series, spilles på Regnum Carya Golf & Spa Resort i netop Antalya, og må altså undvære Race to Dubai ranglistens nummer tre.
– Jeg tror det giver sig selv hvorfor, sagde McIlroy, da han blev spurgt ind til grunden for sit afbud.
— Læs også: Matsuyama suveræn vinder af WGC-HSBC Champions
At Henrik Stenson og Danny Willet, der er nummer et og to på Race to Dubai ranglisten, vælger at tage til Tyrkiet, får ikke McIlroy til at ryste på hånden.
– Det er ude af mine hænder. Jeg har taget min beslutning, og så kan de andre kæmpe om det dernede. Hvis jeg stadig har en chance for at vinde, når vi kommer til Dubai, så er det fantastisk. Hvis ikke, så fortjener de andre det bestemt også, og det er jeg okay med, sagde McIlroy.
Nordireren, der også meldte afbud til OL grundet frygten for Zika-virus, siger at han har sovet meget bedre, efter at han tog beslutningen om at trække sig.