Vintergolf: Teetime på besøg hos Ree Simulator Golf

img_2258I weekenden var teetime.dk forbi Ree Golf i Nordsjælland for at afprøve klubbens golfsimulator anlæg som Ree Golf åbnede tilbage i oktober 2013. De to indendørs golfsimulatorer tiltrækker både de lokale medlemmer, men også gæster udefra bl.a. junior- og eliteafdelinger fra de omkringliggende golfklubber.
De to golfsimulatorer benytter et Trackman lignende system, således at man efter hvert slag kan se forskellige data såsom carry længde, total længde, slagets udgangsvinkel, køllens indgangsvinkel til bolden og spin rate. Golfsimulatorerne opfanger data om slaget via en kombination af sensorer og kameraer som måler slagets spin, retning og hastighed.
På de to golfsimulatorer er der mulighed for at vælge ca. 85 forskellige baner bl.a. en række af de mest kendte baner i verdenen såsom St. Andrews Old Course, Pebble Beach Golf Links og Valderrama. Når man har valgt en bane indtaster man sit handicap, køn, højre/venstrehåndet og spilleformat, og så er man klar til at spille. Inden man går i gang med selve runden kan man vælge at tage en tur på træningsbanen, hvor man kan teste systemet i forhold til bl.a. længden på ens slag.
Teetimes to udsendte testkaniner ligger i hver sin ende af handicapskalaen (hcp. 0,5 og 40,0), og havde dermed et forskelligt udgangspunkt i forhold til at afprøve golfsimulatoren. Dog havde det ikke den store effekt på oplevelsen, idet det for begges vedkommende var ganske sjovt og virkelighedsnært at prøve kræfter med simulatoren. De lange slag virker meget realistiske og retningen og længden på slagene synes at stemme overens med selve følelsen ved slaget. Den største udfordring ved golfsimulatorerne er helt klart putningen, hvor man nok skal prøve systemet et par gange for lige at få fornemmelsen for længden på ens put.
Alt i alt en rigtig sjov oplevelse og noget, der klart kan anbefales henover den kommende tid, hvor det danske klima kan vanskeliggøre en runde golf i den fri natur.
Simulatorene er også med til at holde en del af klublivet igang hen over vinteren. Golfmanager på Ree Golf Ann-Britt Nordkvist siger “Både vores Herreklub og Seniorklub mødes hen over vinteren til spil og socialt samvær. Vores Seniorklub har tider mandag formiddag, og Herreklubben har torsdag aften. Hen over vinteren laver vi også nogle mindre arrangementer, hvor medlemmerne kan tilmelde sig. De får lidt instruktion inden spillet startes. Det er en god måde at komme i gang på for dem, som føler sig lidt usikre overfor selve teknikken i golfsimulatoren. Vi kan også se, at nogle af de faste bolde, som plejer at spille ude på banen, fortsætter i simulatorerne om vinteren. Måske ikke hver uge, men svinget og det sociale holdes vedlige” slutter Ann-Britt Nordkvist.
Bookning af de to simulatorer sker via Golfbox og prisen ligger på ca. 200 kr. per time for op til fire spillere per simulator. Yderligere information kan læses på Ree Golfs hjemmeside.
Nedenfor ses et par billeder fra Teetime’s besøg hos Ree Simulator Golf .
img_2260fullsizerender-2img_2259