Golffest på Mauritius – festspillet sat i gang af Price, Montgomerie, Tinning & Co.

 
1
Hverken elementernes rasen eller hjortens flugt kunne få Philip Price ud af den zone af zen han befandt sig i på førstedagen af MCB Tour Championship. Price har lagt sig suverænt i spidsen med otte under par, tre slag foran de nærmeste forfølgere og fire slag foran den forsvarende mester, Colin Montgomerie.
”En sjælden gang imellem går alt op i en højere enhed”, fortæller den beskedne waliser over en skål grøn salat på La Citronelle, restauranten på Constance Belle Mare Plage. ”Spiller man solidt fra tee til green, kan det godt lade sig gøre at skyde lavt på The Legends. Men i det her spil skal man være ydmyg.”
”Er det derfor du vælger salatbordet?” spørger Teetime.
”Ja, hvis jeg går ned på The Links i morgen, skal det i alt fald ikke være fordi jeg har fyldt mig med pizza i aften!”
”Kan man få pizza her?” ryger det ud af munden på Deres udsendte, mens Price bliver belejret af Sam Torrance og andre fans.
2
Tinning var godt med fremme efter tre birdies i træk på 17,. 18., og 1. Spillet blev udsat tre en halv time pga. et voldsomt regnvejr, der omsatte fairways til en andedam mange steder, og Tinning blev sendt afsted fra 10.
Et prægtigt flammetræ væltede på 7. hul under formiddagens stormfulde vejr, og som det flamboyante træ visnede, forsvandt også gløden i danskerens humør, da indspillet til 8. green med Tinnings egne ord ”højst overraskende fik et mystisk opspring til venstre” for at lægge sig til rette op ad en samling større og mindre klippeblokke.
3
En tilskuer tilbød hjælp med at fjerne de tunge lavasten, men jernmanden Tinning og dennes caddie valgte (klogeligt) at udføre arbejdet selv.
Trods en ihærdig rydning af de sten der var umiddelbart flytbare, kom der desværre en dobbeltbogey på scorekortet, der blev talt sammen til i alt 73 slag, således at Tinning i morgen, hvor spillet fortsætter på The Links, er hele ni slag efter Philip Price.
4
Humøret var ellers højt og spillet meget lovende, da Teetime var så heldig at få et eksklusivt interview med Steen Tinning under dennes paraply, da himlens sluser åbnede sig på onsdagens runde med amatørerne.
Tinnings beskadigede højre pegefinger – der betød en ærgerlig exit fra kvalifikationsturneringen til den amerikanske Champions Tour – er ikke klar til høj belastning på træningsbanen endnu, men det kunne nu ikke ses på hverken det korte eller det lange spil denne onsdag.
Desværre fortsatte det gode spil ikke i dag fredag, men mon ikke Tinning får rettet svinget til morgendagens udfordring, hvor danskeren slår ud sammen med waliseren Philip Prices landsmand Mark Mouland på The Links kl. 9.50 lokal tid (6.50 dansk tid) – om vejrguderne vil.
5
Se livescoring fra turneringen her
Andre nyttige links:
The Legend: https://www.constancehotels.com/en/experiences/golf/legend/
The Links: https://www.constancehotels.com/en/experiences/golf/links/
Constance Belle Mare Plage: www.constancehotels.com og
https://www.constancehotels.com/en/news/a-complete-metamorphosis/
Constance Prince Maurice: https://www.constancehotels.com/en/hotels-resorts/mauritius/le-prince-maurice/
 
Tekst og fotos: Kim Boje