Feltet til US Masters næsten fuldendt – og Kjeldsen er med

Kjeldsen tænksomNår US Masters til april åbner major-sæsonen, så bliver det igen med dansk deltagelse. For andet år i træk og fjerde gang på fem år har vi dermed mindst én dansker med i turneringskalenderens måske mest prestigefyldte begivenhed.
Med årets afrunding har top-50 på verdensranglisten, der ikke i forvejen har modtaget en invitation, sikret sig en plads på Augusta National.
Søren Kjeldsen er nummer 48 på verdensranglisten i denne uge, og ville altså være kvalificeret via denne, men hans flotte syvendeplads fra 2016-udgaven af US Masters gjorde, at han allerede søndag eftermiddag tilbage i april godt kunne booke hotel til året efter. Top-12 fra dette års turnering er således også inviteret med næste år.
Det bliver Kjeldsens fjerde deltagelse ved US Masters, hvor han altså har en syvendeplads fra sidste år, samt en sjetteplads og en 30. plads fra 2008-2009 årene på CV’et.
Ingen dansker er nogensinde endt bedre end en sjetteplads på Augusta National, da det også blev Thorbjørn Olesens placering i 2013. Om Søren Kjeldsen, der jo skal spille fast på PGA Touren i næste sæson, kan forbedre sig selv, kan vi kun krydse fingre for. Uanset, så bliver der med sikkerhed en grund til at kippe med Dannebrog, når verdens bedste spillere stiller til start i kampen om den grønne jakke.
Også top-50 på verdensranglisten ugen før US Masters får en invitation, ligesom vindere på PGA Touren i perioden indtil også får det. Der er derfor stadig plads til, at vi kan få flere danskere med. Thorbjørn Olesen er med sin 63. plads på verdensranglisten nok det bedste bud på en makker til Kjeldsen, når det går løs om godt fire måneder.
Verdensranglisten uge 52 (top-50 får invitation til US Masters)