Garcia vinder i Dubai – suveræn runde af Lasse Jensen

Med sejren i Dubai er Sergio Garcia atter at finde i top 10 på verdensranglisten

Inden sidste runde af Omega Dubai Desert Classic på Europatouren førte verdensranglistens nr. 15, spanske Sergio Garcia med tre slag til svenske Henrik Stenson som aktuelt er rangeret som den fjerdebedste golfspiller i verdenen. Sammen med engelske Ian Poulter udgjorde de tre førerbolden, og turneringens værter kunne nok ikke have håbet på en meget bedre sammensætning.
Sergio Garcia startede med en birdie på første hul og øgede dermed forspringet til Stenson til fire slag, og der blev aldrig for alvor spænding om udfaldet af turneringen, idet den 37-årige spanier spillede meget stabilt. Garcia gik en pletfri finalerunde i 69 slag (-3) efter 15 pars og tre birdies. I en samlet score på -18 vandt Garcia dermed sin 12. sejr på Europatouren.
Henrik Stenson var ligeledes rundt i 69 slag (-3) og endte alene på andenpladsen. For to uger siden blev Stenson nr. otte i sin sæsondebut i Abu Dhabi HSBC Championship, så selvom det ikke blev til endnu en sejr for den langtslående svensker, så ligner det, at Stenson er på vej mod endnu et godt år blandt de allerbedste i verdenen.
– Læs også: Blæsten var væk, men Garcia stormede videre
For første gang i sæsonen stod den på weekendgolf for Lasse, og det endte med en suveræn tredjeplads

Dagens laveste runde lød på 65 slag (-7), og den stod danske Lasse Jensen for. Dermed hoppede Jensen op på en delt tredjeplads efter den imponerende runde som kom i hus takket være seks birdies og en eagle samt en enkelt bogey. Lasse fik en stille og rolig start på finalerunden og var i par for dagen efter syv huller. Men herfra spillede Lasse helt suverænt, og via fem birdies og en eagle på de sidste 11 huller kunne Lasse skrive under på en 65’er.
Vurderet ud fra tv-billederne spillede Lasse meget stabilt, og den 32-årige dansker formåede at udnytte det gode lange spil med en varm putter. På 13. hul holede Lasse et langt put for eagle, og både på 17. og 18. hul blev det til birdies via fantastiske puts fra en 7-8 meter.
– Jeg prøvede at spille mine kort rigtigt og angribe når muligheden bød sig. Man er nødt til at spille smart på denne bane, men samtidig skal man også lave nogle birdies, udtalte Lasse efter runden.
Det må man så sandelige sige, at Lasse gjorde, idet det som sagt blev til hele seks birdies og en eagle på finalerunden. På 18. hul viste Lasse god course management og modenhed, idet Lasse ikke gik efter greenen i to slag, men istedet lagde op kort af vandet, men fik alligevel dagens sjette birdie takket være et fint approach slag og et kanon put.
Den flotte tredjeplads blev delt med engelske Tyrrell Hatton, og det blev belønnet med ca. 140.000 euro som betyder, at Lasse hopper op på en 23. plads på Race to Dubai. Inden Omega Dubai Desert Classic havde Lasse ikke klaret et cut i år på Europatouren, så at slutte så højt oppe på leaderboardet uden at have spillet weekendgolf siden sidste sæson er yderst imponerende.
I næste uge drager Lasse Jensen og resten af Europatouren til Kuala Lumpur, Malaysia for at spille Maybank Championship. Med endnu et godt resultat kan Lasse avancere til top 20 på Race to Dubai, hvilket vil stå i skærende kontrast til Lasses situation inden det fornemme resultat i Dubai.
Omega Dubai Desert Classic, leaderboard