Nanna og Therese har langt til toppen på LPGA

Det blev ikke den danske fest vi havde håbet på, da Therese O’Hara og Nanna Koerstz Madsen tog hul på LPGA Turneringen ISPS Handa Women’s Australian Open torsdag morgen dansk tid.
Nanna Koerstz Madsen kvalificerede sig til turneringen som suveræn vinder af tirsdagens kvalifikation, og åbnede da også med to birdies på de første seks huller. Desværre gik gassen af ballonen, og en runde i par placerer Nanna på en delt 61. plads efter de første 18 huller. Ikke prangende, men dog lige akkurat på den rigtige side af cutgrænsen.
På den anden side af cutgræsen – i +1 for dagen – finder vi Therese O’Hara, der var +3 efter 14 huller, men så lavede tre birdies i træk inden det blev til en afsluttende bogey på de svære 18. hul. Dermed er der stadig gode chancer for dansk weekend-deltagelse på trods af en noget lunken start.
Turneringen føres af australske Katherine Kirk, der gik første runde i -8. Det giver hende et forspring på to slag ned til fire spillere på den delte andenplads.
Viaplay sender direkte fra LPGA-turneringen i Australien hver morgen imens Viasat Golf sender en genudsendelse om eftermiddagen. Sendetiderne kan ses på vores TV-side og på Viaplay.dk.
ISPS Handa Women’s Australian Open, leaderboard