Flyver golfbolden for langt?

Langtslående spillere som Dustin Johnson nyder den største fordel af nutidens golfbolde.

I golfens spekulative fora er golfbolde sat på dagsordenen. Bolden giver de spillere, der i forvejen slår længst en ekstra fordel. Legenden Jack Nicklaus har tidligere påpeget den teknologisk moderne golfbold som et problem, da golfbaner ikke er designet til den voldsomme driving distance, som nogle spillere kan producere.

USGA og R&A undersøger årligt driving distance – og for nyligt udkom deres fælles rapport om netop dette emne. Rapporten har vist en mindre forøgelse af længde fra tee, siden 2003. De to golfforbund er optaget af at rammesætte grænserne for moderne golfudstyr, for blandt andet at kunne kontrollere, at spillernes længde fra tee ikke når astronomiske tal. I forlængelse af rapporten nævnes det fra de to golfforbund, at driving distance er til stadig diskussion. Kritikken mod USGA og R&A har været, at deres forklaring om den øgede driving distance, på de professionelle tours, hovedsageligt skyldes forbedret udstyr (bold og golfkøller). Dermed ignoreres medforklaringer som eksempelvis: Højere og stærkere spillere, og træning med udstyr som eksempelvis TrackMan. Sidstnævnte giver spillerne mulighed for at træne med specifikke tal: Spin rate og Launch angle og dermed fintune deres sving.

Om rapporten fra USGA og R&A er gyldig, vil vi her på Teetime ikke behandle yderligere i denne omgang. Mere interessant er derimod dén diskussion, som har efterfulgt rapportens publicering. Her er golfbolde til debat, da de angiveligt er til størst fordel for de langtslående spillere. Dette skyldes at den længdemæssige fordel ved en god golfbold, stiger i takt med højere svinghastighed. Spørgsmålet er så om det er retfærdigt, at eksempelvis Dustin Johnson får den største fordel – han er vel ikke ligefrem den spiller, der har mest brug for ekstra længde? Derimod burde fordelen vel i højere grad “tildeles” helt almindelige amatører og klubgolfere.

Jack Nicklaus nævnte inden 2016 udgaven af The Masters muligheden om at ændre golfboldens specifikationer, da den simpelthen flyver for langt i dag.

Jack Nicklaus blandede sig sidste år i debatten med ordene “Change the frigging golf ball,”. Grunden til hans indblanding, var snakken om hvorvidt par-5 hullet 13. på Augusta National skulle forlænges med ekstra meter. Nicklaus’ pointe var, at det er nemmere og billigere at ændre golfbolden (så den flyver kortere), end potentielt at skulle forlænge samtlige golfhuller. Hvad angår hul 13 på Augusta National, kan det eksempelvis nævnes at Bubba Watson i 2014 (uden medvind) slog andetslaget ind til green med en wedge – og vi minder lige om, at der er tale om et par-5 hul!

Hvis golfboldens specifikationer skal ændres, kan man måske her lave adskilte regler for professionelle og amatører. Amatørers fordel af det moderne udstyr har angiveligt ikke taget overhånd endnu.

USGA og R&A’s rapport om driving distance kan læses her: USGA/R&A Rapport