Vild eagle sikrede Leishman sejren på Bay Hill

Marc Leishman holdt forfølgerne stangen og vandt Arnold Palmer Invitational

Med femten meter til koppen på 16. green håbede Marc Leishman nok bare på et sikkert to-putt, så han kunne holde sig med i toppen, men en imponerende eagle sendte ham alene i front for Arnold Palmer Inviational, og der blev han.
Både Rory McIlroy, Kevin Kisner, Tyrell Hatton og Charley Hoffman pressede på for at sikre sig sejren på Bay Hill, som for første gang blev spillet uden Arnold Palmer tilstedeværelse. Den legendariske Palmer døde i september sidste år, men blev hædret hele denne uge, og hans arbejde med og for golfsporten vil aldrig blive glemt.
Det var australske Marc Leishmans anden PGA Tour sejr i karrieren, og han får dermed adgang til Masters for femte gang i karrieren. Leishman har fire missede cuts og en 4. plads i 2013 at berette om fra Augusta National, hvor han altså er tilbage igen om to uger, når årets første major sættes i gang.
Rory McIlroy indkasserede en delt fjerdeplads, da han satsede alt på at hole et birdieputt på 18. hul, der kunne have givet omspil, og i stedet måtte tage til takke med et 3-putt og en bogey. Fjerdepladsen gav dog nok point til, at McIlroy mandag er tilbage på andenpladsen på verdensranglisten.
Thorbjørn Olesen var også med på Bay Hill, men missede cuttet med seks slag efter en skidt anden runde.
Næste uge gælder det årets anden WGC-turnering, når der spilles WGC-Dell Technologies Match Play, hvor Søren Kjeldsen er med. Turneringen starter allerede onsdag, og sendes på Viasat Golf og Viaplay.
Arnold Palmer Invitational, leaderboard