Augusta kalder: Rickie Fowler imponerer i Houston

Efter en fejlfri første runde fører Rickie Fowler Shell Houston Open, og den unge amerikaner ser ud til at være i topform frem mod næste uges Masters
Rickie Fowler valgte noget overraskende sidste uges WGC-turnering fra, da han mente at turneringen i Houston er bedre forberedelse frem mod årets første store mål – jagten på den grønne jakke, der svøbes om vinderen af Masters.
Noget tyder på, at prioriteringen var rigtig. I hvert fald fandt Fowler storspillet frem under torsdagens første runde, og med otte ubesvarede birdies fører han det stærke felt an efter 18 huller.
Et slag efter Fowler – på -7 – ligger den knapt så kendte sydkoreaner Sung Kang, der måtte notere en bogey på sidste hul og dermed missede chancen for dele føringen med Fowler.
Spillere som Justin Rose og Adam Scott, der også normalt gør det godt på Augusta National, ligger begge i top-15 og ser også ud til at være klar til årets hidtil største turnering, der sættes i gang om bare otte dage.
Søren Kjeldsen spiller ikke med i denne uge. Efter sin flotte præstation i sidste uges WGC Match Play holder han en uges fri inden det går løs ved Masters.
Shell Houston Open, leaderboard