Henley indhentede Kang og skal til Masters: – Mit livs runde

Russel Henley satte en umodståelig slutspurt ind ved Shell Houston Open

Russel Henleys friuge er blevet inddraget, for efter en suveræn finalerunde ved Shell Houston Open lykkedes det den 27-årige amerikaner at distancere hele feltet inklusive den ellers så suveræne sydkoraner Sung Kang, der måtte sande at weekendens stress blev for stor en mundfuld.
Henley var fire slag efter Sung Kang inden de startede på søndagens sidste 18 huller, men da det hele var overstået var differencen tre slag – i den modsatte favør. Henley præsterede intet mindre end 10 birdies på vej mod sin runde i -7 og det var altså nok til, at sætte resten af feltet til vægs.
Ej heller Rickie Fowler kunne gøre noget ved sin landsmands stormløb mod titlen. Fowler, der var et slag foran Henley inden finalerunden kom rundt i -2 og måtte nøjes med en delt tredjeplads i -16 samlet.
For Russel Henley var det hans tredje sejr på PGA Touren i karrieren, og den sikrer ham nu en fjerde tur til Masters, hvor han har en 21. plads fra 2015 som bedste resultat.
– Lavede jeg godt nok 10 birdies?! Wow, så er der næppe tvivl om, at det var min karrieres bedste runde, lød det fra vinderen efter fantomrunden, hvor han endda tillod sig en dobbeltbogey undervejs.
Shell Houston Open, leaderboard