Nanna stryger i top-3 på pengelisten efter sejr

Nanna Koerstz Madsen kunne søndag fejre sin første sejr i karrieren i USA, da hun sikrede sig titlen ved Symetra Classic i søndags, og dermed tog et stort skridt i retning af næste sæsons LPGA Tour.
Med sejren fulgte der $22.500 og dermed strøg Nanna Koerstz Madsen helt op på tredjepladsen på Symetra Tourens pengeliste, hvor hun nu samlet har indtjent $30.325. Det er godt $4.000 mindre end den førende Benypa Niphatsophon.
— Læs også: Nanna vinder i USA på Symetra Touren
De 10 øverste på pengelisten efter sæsonen får et LPGA Tour kort, og sidste sæson krævede det $67.577 at blive nummer 10. Dermed er Nanna – statistisk set – næsten halvvejs i jagten på sin helt store drøm, og fortsætter hun den form hun har vist det seneste år, så kan man godt tillade sig, at have ja-hatten på.
I fire starter på Symetra Touren i denne sæson er Nanna endnu ikke sluttet dårligere end en 15. plads, og har to top-10 placeringer inklusive sin sejr.