McGirt og Hughes fører The Players

Amerikanske William McGirt er igen med fremme efter førstedagen af en stor turnering, og på førstepladsen har han selskab af canadiske Mackenzie Hughes. De er begge i -5 efter de første 18 huller af The Players.
TPC Sawgrass, der ligger græs til turneringen, er mest af alt kendt for sit ikoniske 17. hul. Og igen torsdag kom det i fokus. Adam Scott havde gang i en fantastisk runde og var i -5 inden han kom til 17. tee. Efter en tur i vandet måtte han dog notere en dobbeltbogey. Samme score blev det til på hullet efter, da han endnu engang fandt vandet.
For Masters-vinderen Sergio Garcia var historien en anden. Spanieren havde gang i en middelmådig runde, men en hole-in-one på 17. hul reddede æren. Garcia blev den blot ottende spiller i historien til at præstere golfsportens ultimative slag på Sawgrass’ 17. hul.
William McGirt lå på andenpladsen efter første runde af Masters, og her en måned senere er han tilbage i toppen af et stort leaderboard. En runde med syv birdies og to bogeys er nok til at dele føringen. Ved Masters endte McGirt på en delt 22. plads, så han vil med sikkerhed håbe, at han denne gang kan holde bedre fast i toppen.
Verdensetteren Dustin Johnson er fire slag efter førstepladsen i -1, Jason Day er et slag bedre imens Jordan Spieth måtte notere en skuffende runde i +1.
C More sender masser af live golf fra The Players. Du kan se sendetiderne på Teetimes TV-oversigt.
The Players, leaderboard