Ingen danskere i toppen af leaderboardet på Wentworth

Der er skandinaviske farver helt i front, men ingen danskere gjorde for alvor væsen af sig under førstedagen af den stærkt besatte BMW PGA Championship.
Svenske Johan Carlsson (billedet) fører feltet an efter en runde i -6 på trods af to bogeys på bagni. Det giver ham et enkelt slags forspring ned til en trio bestående af Kiradech Aphibarnrat, Scott Jamieson og Francesco Molinari.
Et slag yderligere bagude ligger Alexander Noren og Henrik Stenson, og dermed kan vores naboer mod øst godt være tilfredse med deres indsats torsdag.
For danskerne blev det derimod til en start på det jævne. Bedste mand er Søren Kjeldsen, der med fire birdies på bagni fik rettet op på en skidt start og kom i klubhuset i et enkelt slag under par.
Det er to slag foran Lucas Bjerregaard og Lasse Jensen på +1 imens Ryder Cup kaptajnen Thomas Bjørn er på en delt 99. plads i +3. Thorbjørn Olesen åbnede med to birdies på de første fem huller, men måtte i sidste ende skrive under på en runde i 78 slag (+6) og indtager en delt 139. plads.
Viasat Golf og Viaplay sender direkte fra anden runde fredag. Sendetiderne kan som altid ses på Teetimes TV-oversigt.
BMW PGA Championship, leaderboard