Trio deler føringen på Wentworth – Kjeldsen og Bjørn klarer cuttet

Francesco Molinari deler føringen af BMW PGA efter de første 36 huller

Scores på 2. runde af BMW PGA Championship var noget højere end på 1. runde, som følge af mere vind og en hårdere bane. Kjeldsen spillede sig op i top-20 med endnu en 71’er.
Forholdene var noget sværere på 2. runde af BMW PGA Championship på Wentworth, og det kunne aflæses på scores. Dagens bedste score var 68 slag (-4) mod 66 slag (-6) i går.
Det er tæt i toppen af leaderboardet, idet der er 22 spillere indenfor fem slag. Heriblandt finder vi Søren Kjeldsen, som igen idag var rundt i 71 slag (-1) og ligger på en delt 19. plads i samlet -2. Ligesom i går sluttede Kjeldsen stærkt af, og i dag blev det til birdies på det svære 15. hul samt par fem hullet 17. Kjeldsen sagde efter runden til Viasat Golf, at det lange spil ikke havde været godt, men at det korte spil og specielt putteren havde holdt ham inde i turneringen.
– Læs også: Ingen danskere i toppen af leaderboardet på Wentworth
Thomas Bjørn sluttede af med en birdie på 18. hul, og det var vigtigt, idet det betød, at Bjørn var rundt i 71 slag (-1) og dermed lige akkurat klarede cuttet som blev på +2. Bjørn spillede en solid runde, hvor han udnyttede tre af de fire par fem huller. Bjørn deler 52. pladsen inden weekendens finalerunder. Her finder vi også en af turneringens forhåndsfavoritter, engelske Justin Rose, som endda måtte lave en eagle på sidste hul for at klare cuttet.
Da Lasse Jensen lavede birdie-eagle på 11. og 12. hul lignede det et klaret cut, men desværre lavede Lasse tre bogeys på de næste fire huller. På sidste hul havde Lasse et birdieput på ca. 1,5 meter, men det gik ikke i, og så sluttede Lasse lige præcis udenfor cuttet efter runder i 73 slag (+1) og 74 slag (+2) på en delt 67. plads.
– Læs også: Lave scores på LPGA Touren – Nicole bedste dansker
Thorbjørn Olesen kom stærkt tilbage efter gårsdagens 78’er (+6), men en runde i 70 slag (-2) var ikke nok til at klare cuttet. Lucas Bjerregaard havde en decideret off-day og måtte skrive under på en runde i 82 slag (+10), som i øvrigt var dagens næstdårligste score.
Europatourens flagskibsturnering føres af trioen Thomas Pieters (69 slag), Francesco Molinari (70 slag) og Scott Jamieson (70 slag) som er -7 efter de første 36 huller. På en delt femteplads og blot to slag efter ligger bl.a. Lee Westwood (69 slag) og Henrik Stenson (71 slag), så det tegner til at blive en spændende weekend på West Course.
Ernie Els, der har været med til at redesigne banen i flere omgange, startede med en dobbeltbogey, men kom rundt i 73 slag (+1) og ligger på en delt 31. plads. Med gode runder i dag i hhv. 68 slag (-4) og 69 slag (-3) klarede de lokale favoritter Luke Donald og Ian Poulter sig også videre til weekendens finalerunder. Svenske Johan Carlsson som førte efter 1. runde faldt tilbage til en delt 5. plads efter en 73’er (+1).
Lørdagens 3. runde kan ses direkte på Viasat Golf og Viaplay fra kl. 13:30, hvor Kjeldsen med en god runde kan spille sig frem i den helt sjove ende af stillingen.
BMW PGA Championship, leaderboard