Jon Rahm nu blandt de ti bedste i verden

Rahm (orange) sluttede søndag et slag efter Kisner ved Dean & Deluca Invitational

Spanske Jon Rahm har indtaget den professionelle scene med storm, og er efter weekendens delte 2. plads i Dean & Deluca Invitational nr. 9 på verdensranglisten.
Søndagens andenplads ved Dean & Deluca Invitational på Colonial på PGA Touren indbragte Rahm 21,7 point til verdensranglisten. Kombineret med spanierens øvrige flotte resultater på det seneste betød det, at Rahm hoppende op på en niendeplads, og er dermed blandt de ti bedste i verden for første gang.
Efter US Open sidste år lå Rahm nr. 551 på ranglisten, hvor Rahm stadigvæk var amatør, men siden da er det blevet til otte top-5 placeringer på PGA Touren. I 2017 er den 22-årige spanier kun overgået af selveste Dustin Johnson i antallet af indtjente verdensranglistenpoint, mens Sergio Garcia er nr. tre på den liste.
Med til historien hører ovenikøbet, at Rahms gennemsnitlige verdensranglistepoint er kunstigt lavt, idet Rahm kun er noteret for 24 tællende turneringer, men gennemsnittet udregnes som minimum ud fra 40 spillede turneringer. Med sine blot 22 år er Rahm kun overgået af fire andre i forhold til alder og top-10 på verdensranglisten. De fire spillere er ikke hvem som helst, idet der er tale om ingen ringere end Sergio Garcia (20 år), Rory McIlroy (20 år), Jordan Spieth (21 år) og Tiger Woods (21 år).
Kevin Kisner, der ses på billedet sammen med Rahm, vandt søndag Dean & Deluca Invitational og hentede dermed sin anden sejr på PGA Touren (se highlights fra 4. runde nedenfor). Sejren indbragte 50 verdensranglistepoint og Kisner hoppede op som nr. 22, og nærmer sig dermed sin bedste placering, som var en 14. plads tilbage i starten af 2016.
Verdensranglisten – Official World Golf Ranking
Dean & Deluca Invitational, resultat