Kaptajn Bjørn har valgt sin første assistent

Ryder Cup holdet er rent skandinavisk indtil videre. Som sin første tilføjelse til holdet udnævnte Thomas Bjørn den 47-årige svensker Robert Karlsson som vicekaptajn.
Ved et pressemøde onsdag kunne Thomas Bjørn med stolthed i stemmen præsentere Karlsson, der selv har repræsenteret Europa som spiller i Ryder Cup to gange – i 2006 og 2008.
– Han har været en af mine nærmeste venner på touren i mange år, og han er desuden højt respekteret blandt alle spillerne – både de ældre og de yngre, der nu er på vej frem. Han har tidligere været Europas nummer et, og han kender atmosfæren ved Ryder Cup, lyder roserne fra Bjørn til sin nye vicekaptajn.
Kvalifikationen for spillerne til Ryder Cup starter til september og løber til og med Made in Denmark næste år. Selve turneringen spilles på Le Golf National udenfor Paris fra d. 28. september 2018.