Renato Paratore vinder Nordea Masters

Paratore holdt styr på nerverne og vandt sin første sejr på Europatouren

Italienske Paratore vandt Nordea Masters med et slag foran Wood efter en nervepirrende afslutning. Olesen deler fjerdepladsen.
Der var ikke meget vind på finaledagen ved Nordea Masters, men der faldt en del regn som gjorde greens mere modtagelige. Det udnyttede spillerne, idet søndag bød på ugens laveste scores.
Thorbjørn Olesen gik en solid finalerunde i 71 slag (-2), og spillede med om titlen indtil det allersidste. Det rakte dog ikke til sejr, men en flot delt 4. plads til Olesen, der slog nogle fantastiske slag på søndagens runde. Bl.a. på 12. hul, hvor Olesen slog sit andetslag henover skoven med en wood og fandt greenen.
– Læs også: Formiddags update fra Nordea Masters
Chris Wood som førte efter 54 huller fik en skidt start, men fik kæmpet sig flot tilbage. Med en birdie på 16. hul og en par på det svære 17. hul, delte Wood føringen. Et hooket drive på 18. hul førte til et drop med strafslag. Det endte med, at Wood skulle hole et bunkerslag for omspil, men trods et super forsøg, så måtte Wood nøjes med en delt 2. plads sammen med den forsvarende mester, engelske Matthew Fitzpatrick, som gik en flot finalerunde i 68 slag (-5).
Den 20-årige Renato Paratore, som spillede med Olesen i næstsidste bold, gik en flot finalerunde, hvor den unge italiener viste stor koldblodighed. Paratore havde fin kontrol over spillet og fik til sidst reddet nogle gode pars bl.a. på både 17. og 18. hul, hvor Paratore hookede sine drives. Med et to-put på 18. hul fra lang afstand sluttede Paratore i -11 efter en afsluttende 70’er. Det var nok til sejren og dermed italienerens første sejr på Europatouren. Set udefra ligner det starten på en flot karriere, idet sejren kom i land på en meget overbevisende facon.
Nordea Masters, leaderboard