Dufner til tops efter flot comeback

Dufner vandt The Memorial på trods af en tredje runde i hele 77 slag, og satte dermed en tyk streg under at major-vinderen fra 2013 er tilbage i topform.
Sejren var Dufners første siden januar 2016, og den kom efter endnu en flot præstation søndag, hvor han var rundt i -4, hvilket var nok til at vinde med hele tre slag foran Aniban Lahiri og Rickie Fowler.
Daniel Summerhays, der førte efter 54 huller, var rundt i 78 slag og i modsætning til Dufner får Summerhays ikke en mulighed for at revanchere sig, og må derfor nøjes med en delt 10. plads i -7 samlet.
Danske Søren Kjeldsen har hele ugen ligget midt i feltet, men søndag var en af den slags dage, som bare skal i glemmebogen hurtigst muligt. Hele 81 slag brugte Kjeldsen på Muirfield.
Tre dobbeltbogeys, seks bogeys og tre birdies gav et ukarakteristisk farvet scorekort til nordjyden, der endte på en delt 71. plads i +9 samlet.
The Memorial, leaderboard