Kanon finalerunde af Emily på LPGA Touren

Emily skød søndag en 66’er takket være bl.a. seks birdies og sluttede i top-20 på LPGA Touren

Med en fantastisk finalerunde i fem under par avancerede Emily K. Pedersen til en delt 17. plads, og dermed karrierens bedste resultat på LPGA Touren.
En afsluttende runde i 66 slag (-5) gav et stort avancement til Emily K. Pedersen, der sluttede LPGA turneringen i New Jersey på en delt 17. plads. Den flotte afslutning sikrede den unge dansker en check på ca. 17.000 dollars.
Runden kom i hus takket være seks birdies og blot en enkelt bogey, og for anden dag i træk blev det til birdies på både 17. og 18. hul. På finalerunden blev det til 10/14 fairways, 13 ramte greens in regulation og putteren var i brug 27 gange. Dermed var det ugens bedste putterunde for 21-årige Emily, når der tages højde for både antal ramte greens og antal puts.
– Læs også: Nanna K. Madsen vinder igen på Symetra Touren
Turneringen i New Jersey blev vundet af sydkoreanske In-Kyung Kim, der med en finalerunde i 69 slag (-2) og en samlet score i -11, sikrede sig sejren foran svenske Anna Nordqvist. Nordqvist har vundet turneringen de sidste to år, så det er åbenbart en bane, der ligger rigtig godt til svenskeren. Det var sydkoreanerens femte sejr på LPGA Touren, og den 28-årige Kim kan sammen med trofæet se frem til at modtage en vindercheck på 225.000 dollars.
Finaledagens laveste runde lød på 65 slag (-6), og den score kunne bl.a. Michelle Wie skrive under på. Wie tog dermed et gevaldigt hop frem på leaderboardet og sluttede på en delt tredjeplads. Dermed var Emilys 66’er blot et enkelt slag højere end søndagens laveste runde, hvilket sætter danskerens flotte afslutning yderligere i relief.
Shoprite LPGA Classic presented by ACER, leaderboard