50-årige Steve Stricker kan endnu – kvalificerer sig til US Open

Steve Striker har vundet 12 gange på PGA Touren – senest i 2012, hvor det blev til sejr i Hyundai Tournament of Champions på Hawaii

50-årige Steve Striker er absolut ikke færdig med sin karriere endnu – det beviste han tidligere på ugen, da den kommende Presidents Cup kaptajn kvalificerede sig til næste uges US Open
Når der på torsdag i næste uge tages hul på den 117. udgave af US Open på Erin Hills i Wisconsin vil 50-årige Steve Stricker være at finde i feltet, idet Stricker tidligere på ugen formåede at spille sig videre fra en kvalifikationsturnering i Memphis. Det bliver dermed 20. gang, at den erfarne amerikaner stiller til start i US Open, der af mange betegnes som den sværeste og mest krævende af de fire majors.
Stricker lavede hele 12 birdies og blot to bogeys på de 36 huller og vandt dermed i samlet -10 med et slag foran fem spillere bl.a. argentinske Andres Romero, som vi ikke har set så meget til de seneste par år. For nyligt fik Stricker sin debut på den amerikanske Champions Tour, men noget tyder på, at Stricker ikke er helt færdig med at blande sig med de bedste på PGA Touren. Kvalifikationen til netop dette års US Open må føles ekstra godt for Stricker, idet amerikaneren kommer fra netop Wisconsin.
Stricker var senest med i 2014 på Pinehurst, hvor tyske Martin Kaymer vandt med hele otte slag, mens Stricker endte på en delt 21. plads. Det er to gange lykkedes for Stricker at slutte på femtepladsen i US Open, og her skal vi tilbage til 1998 og 1999 på hhv. Olympic Club og Pinehurst.
Efter at have kvalificeret sig udtalte Stricker, at: – On Thursday, June 15, the sound I most want to hear is the starter’s announcement: “Now on the tee, from Madison, Wisconsin, Steve Stricker”. Måske man skal holde et vågent øje med Stricker i næste uge, da alt tyder på, at det er en topmotiveret Stricker, der stiller til start og som samtidig kan forvente god support fra de lokale tilskuere.
US Open sectional qualifying results