Emily nr. 14 på LPGA Touren efter 54 huller

Emily sluttede desværre med et par bogeys, men kom rundt i 71 slag og er blot to slag fra top-10

Emily K. Pedersen var lørdag rundt i 71 slag, og ligger på en delt 14. plads inden søndagens finalerunde. Nicole B. Larsen gik en flot 69’er og deler 38. pladsen.
Emily fortsatte det gode spil på lørdagens runde ved Manulife LPGA Classic i Canada, og lå godt til i top-10 inden det blev til to afsluttende bogeys på 14. og 18. hul. I alt blev det til fem birdies og fire bogeys og således en runde i 71 slag (-1). I en samlet score på -10 deler den 21-årige dansker 14. pladsen og er blot to slag fra top-10.
Nicole B. Larsen gik en flot 69’er (-3) og avancerede 10 pladser til en delt 38. plads inden søndagens finalerunde. Nicole er samlet syv under par, og dermed er der fem slag op til top-10.
– Læs også: Emily fortsat i top-10, og Nicole går kanon runde på LPGA Touren
Amerikanske Lexi Thompson gik endnu en fejlfri runde og takket være fem birdies blev det til en runde i 67 slag (-5) og ligger alene på førstepladsen i -17. Thompson ramte kun otte fairways og 12 greens in regulation, men formåede alligevel at holde scorekortet fri for bogeys. 22-årige Thompson, som pt. er nr. fire på verdensranglisten, er søndag på jagt efter sæsonens anden titel og karrierens niende sejr i alt på LPGA Touren.
Dagens slag stod tyske Caroline Masson for, da det blev til en hole-in-one på 17. hul. Masson er forsvarende mester, men det bliver næppe til et titelforsvar, idet tyskeren deler 38. pladsen med bl.a. Nicole.
Søndagens finalerunde kan ses direkte på Viasat Golf og Viaplay, og sendetiderne kan ses på vores TV-side.
Manulife LPGA Classic, leaderboard