Rory åbner op om sin skade før US Open

På et pressemøde forud for dagens første runde af US Open insisterer Rory McIlroy på, at den skade, der har hæmmet ham det meste af året, ikke bliver et tema i denne uge.
– Jeg har ingen begrænsninger i mit sving overhovedet, lød det fra en selvsikker McIlroy, der skal forsøge at gentage triumfen fra sin US Open sejr i 2011.
I 2017 har McIlroy dog haft mere end svært ved at få gang i en rytme, da han har måttet trække sig flere gange med en skade i ribbenene.
Nordireren blev delt nummer syv ved Masters, men kæmpede med skaden ved The Players, hvor han endte på en delt 35. plads. Han har ikke spillet siden, da han trak sig fra BMW PGA Championship og The Memorial.
– I stedet for at slå fem poser bolde under opvarmningen, så slår jeg kun to. Og det handler ikke om, at jeg ikke kan slå dem – det handler om at kontrollere hvor mange gentagelser jeg udsætter mig selv for. Altså en meget lille begrænsning.
McIlroy fastslår dog også, at han har spillet 8-9 runder på Erin Hills de sidste 10 dage, og han føler sig mere end klar.
Du kan følge McIlroy og alle de andre verdensstjerner, når Viasat Golf og Viaplay blænder op for første runde af US Open torsdag kl. 19.
US Open, leaderboard