Branden Grace skyder 62 på Moving Day

Det synlige bevis på Graces fantastiske runde i 62 slag på Royal Birkdale

Branden Grace udnyttede de gode betingelser idag på Royal Birkdale og gik en fantastisk 62’er. Det er den laveste score i en major nogensinde, og har sendt Grace op på andenpladsen.
Sydafrikanske Grace har trods en række gode resultater sin første majorsejr til gode. Efter to runder af dette års The Open var der ikke meget der tydede på, at Grace skulle blande sig i topstriden.
Grace startede dagen i +4, men rykkede til -4 efter den suveræne 62’er (-8). Grace lavede otte birdies og 10 pars, og blev dermed den første nogensinde til at gå en 62’er i en major.
Graces spillemakker Jason Dufner gik en bogeyfri 66’er og havde nok ikke på forhånd regnet med, at det ikke ville række til boldens bedste score.
Jordan Spieth er lige startet på sin runde, og der er fortsat gode betingelser med høj sol og kun lidt vind.
The Open, leaderboard