Søren Kjeldsen sikrede sig årets bedste resultat på PGA Touren ved Valspar Championship

Adam Hadwin så ud til at have sikker kurs mod titlen, men en dobbeltbogey på 16. hul gjorde det mere spændende end han havde håbet på. Imens sørgede Kjeldsen med en 27. plads for, at han er direkte kvalificeret til WGC-turneringen i Texas om to uger.

Kjeldsen lukkede med en 71’er søndag, og hans slutplacering på en delt 27. plads er danskerens hidtil bedste resultat på PGA Touren i denne sæson. Resultatet betyder også, at Kjeldsen avancerer til 64. pladsen på verdensranglisten, og derfor ikke er afhængig af afbuddene fra Rose og Stenson for at komme med til WGC-Dell Technologies Match Play i Austin, Texas.

Canadiske Adam Hadwin havde en forspring på fire slag inden starten på finalerunden, og efter at have gået de første 15 huller i -2 lignede det cruise control mod trofæet. En skævt teeslag på 16. hul endte dog i vandet, og efter en dobbeltbogey var forspringet nede på bare ét slag, og der var ikke plads til flere fejl, hvis canadieren skulle sikre sig karrierens første PGA Tour sejr.

På sidste green havde Hadwin 10 meter til hullet fra kanten af green, men to-puttede relativt sikkert og da Patrick Cantley lavede bogey kunne Hadwin strække armene mod himlen som sejrsherre, og samtidigt vide, at han havde sikret sig en plads ved The Masters om en lille måneds tid.

Kjeldsen er ikke med, når PGA Touren i næste uge spiller Arnold Palmer Championship. Til gengæld er han nu helt sikkert klar ved WGC-turneringen ugen efter.

Valspar Championship, leaderboard