DJ får brug for al sin power i finalen mod den spanske komet Jon Rahm, som har spillet fantastisk hele ugen

Finalen ved dette års WGC hulspilsturnering bliver et anliggende mellem Dustin Johnson og Jon Rahm. Rahm vandt først sin semifinale mod Bill Haas med 3/2, og efterfølgende vandt Dustin Johnsen 1/0 over Hideto Tanihara. Dermed er scenen sat for en drømmefinale mellem de to bedst spillende spillere i denne uge.

Dustin Johnson var storfavorit i semifinalen mod Hideto Tanihara, men det blev en tæt og spændende affære, hvor verdensranglistens nummer et blev presset til det yderste. Det startede ellers rigtig godt for Johnson som kom tre op efter syv huller, og som allerede var tre under par på det tidspunkt.

Japanske Tanihara gav dog ikke op uden kamp og reducerede Johnsons føring til blot et hul efter 11 huller. På par 5 hullet 12. slog Tanihara på green i to slag, mens Johnson wedgede den ind til ca. 3 meter. Dermed lignede det en god chance for Tanihara, men japaneren tre-puttede samtidig med, at Johnson holede for birdie. Dermed var Johnson igen to op, og det lignede at matchen var tæt på at være afgjort.

Igen kom Tanihara dog flot tilbage og via birdies på både 13. og 14. hul, var matchen lige inden de sidste fire huller. På par 3 hullet 17. slog Johnson et fantastisk teeslag som resulterede i en birdie, og kom dermed en op inden sidste hul. Her havde Tanihara et birdieput fra ca. 3 meter som gik lige forbi, og således kunne Johnson afgøre matchen ved at hole sit par put fra ca. 1,5 meter. Johnson svigtede ikke og sendte sit put i hul for en sejr på 1/0 og dermed en plads i finalen.

Som tidligere beskrevet på teetime.dk vandt Jon Rahm 3/2 over Bill Haas, og dermed er scenen sat for en drømmefinalen mellem den spanske komet og verdensranglistens nummer et.

Med en sejr kan Dustin Johnson blive den første spiller til at vinde alle fire WGC’s. Tiger Woods har hele 18 WGC sejre på cv’et, men det er endnu ikke lykkedes for Woods at vinde HSBC Champions.

Finalen og matchen om 3./4. pladsen kan ses direkte på Viasat Golf og Viaplay kl. 21:00.

WGC-Dell Technologies Match Play, leaderboard