For et halvt år siden spillede engelske Matt Wallace på Alp Touren. Herfra kvalificerede han sig til Challenge Touren op til denne sæson, og ved denne uges Open de Portugal, der er co-sanktioneret mellem Europatouren og Challenge Touren, sikrede han sig karrierens største sejr.

Wallace førte med tre slag inden finalerunden, og selvom amerikanske Julian Suri kom tæt på med ni birdies på de første 15 huller, så slog Wallace et drømmeslag ind til 13. hul, som gav dagens tredje birdie og sendte ham to slag foran. En føring han udbyggede på 17. hul, inden han kunne strække armene i vejret og vide, at han nu er sikret et Europa Tour kort.

Englænderen vandt i -21 foran Julian Suri i -18 og Matthieu Pavon i -16.

Jeff Winther var den eneste dansker, der klarede cuttet, men en finalerunde i +4 sendte ham ned i den tunge ende af finalefeltet, hvor han sluttede som nummer 68 i -1 samlet. Morten Ørum Madsen og Martin Ovesen fik kun to runder i Portugal.

Open de Portugal, leaderboard