Den amerikanske Ryder Cup kaptajn, Jim Furyk har tænkt sig at ændre på måden hvorpå han vil udtage de 12 spillere som skal repræsentere USA ved næste års Ryder Cup i Frankrig.

Den største ændring omhandler tidspunktet for de fire “Captains pick” eller wildcards som de hedder set med europæiske øjne. Furyk vil uddele de 3 første wildcards efter Dell Technologies Champisonship, som er den anden turnering i FedEx Cup slutspillet. Det 4. wildcard vil han give to uger senere efter BMW Championship. I 2016 uddelte Davis Love III wildcards til tre spillere efter den første turnering i slutspillet og det sidste wildcard efter slutspillet. Netop det sidste wildcard tilaldte Ryan Moore, som nok ikke var kommet med hvis det blev uddelt en uge tidligere.

En anden ændring, er til det pointsystem som bestemmer de 8 kvalificerede spiller til holdet. Normalt gav det et point for hver 1000$ spillerne vandt, men i de 4 Majors gav det i stedet 2 point for hver 1000$. I kvalifikationen til 2018 vil der kun være 1,5 point for hver 1000$ i majors. Dog vil vinderen af turneringen stadig få dobbelt op. Ifølge Furyk var dette et ønske fra spillerne da de ønskede at en “almindelig” turneringssejr skulle vægte tungere.

Ryder Cup afholdes i 2018 på le Golf National nær Paris, hvor danske Thomas Bjørn som bekendt står i spidsen for det europæiske hold.