Den langtslående J.B. Holmes jagter søndag sin 5. sejr på PGA Touren

Den amerikanske duo, J.B. Holmes og Kyle Stanley, deler føringen af The Players Championship inden søndagens finalerunde. Det er tæt i toppen, så alt tyder på en spændende afslutning på TPC Sawgrass.

J.B. Holmes var lørdag rundt i 70 slag (-2) og deler førstepladsen i scoren -9 inden finalerunden. Den langtslående amerikaner holdt godt sammen på scoren på trods af, at det kun blev til 10 greens in regulation. Til gengæld var putteren varm, og i kategorien “Strokes gained – putting” lå J.B. på imponerende +4,3 slag på tredje runde.

Holmes, som har spillet Ryder Cup i både 2008 og 2016, er på jagt efter sin 5. sejr på PGA Touren. Den seneste sejr kom tilbage i april 2015, hvor Holmes vandt Shell Houston Open.

Kyle Stanley fik en skidt start på 3. runde og kom hurtigt et par stykker over par, men fik styr på spillet og kom rundt i 72 slag (par), og bevarede dermed en andel i føringen. Stanley spillede de sidste 14 huller uden bogeys, og på 17. hul fik Stanley runden tilbage i par efter et fantastisk teeslag, som endte under en meter fra hullet.

– Læs også: Oosthuizen og Stanley deler føringen i The Players

Det er tæt i toppen af leaderboardet, og der er hele 12 spillere indenfor fem slag, så alt kan ske på finalerunden på TPC Sawgrass. Ian Poulter holdt fast i det gode spil og ligger på en delt femteplads i -6, mens US Masters vinderen, Sergio Garcia, ligger på en delt syvendeplads efter en kanon runde i 67 slag (-5). Sergio er blot fire slag efter Holmes og Stanley, og med sejren på Augusta in mente, så skal man nok ikke afskrive den karismatiske spanier.

Den 54-årige veteran Vijay Singh kunne slet ikke få spillet til at fungere på lørdagens runde, og måtte tage til takke med en runde i 79 slag (+7), som sendte den tidligere verdensetter tilbage til en delt 31. plads.

Den spændende finalerunde kan ses direkte i aften på C More Golf, og inden da kan man få et overblik over 3. runde via nedenstående highlights fra lørdagens runde.

The Players Championship, leaderboard