Det er efterhånden almen viden, at fysisk træning er godt for din golf. Du kan komme til at slå længere, få færre skader, være mere præcis, spille flere huller, og få mange andre fordele både på og udenfor banen.

Hvor meget eller hvor lidt golfspecifik fysisk træning du har behov for, afhænger primært af, hvad du vil med din golf, og hvilken form du er i nu.

Vil du gerne være lidt bedre til golf? Der er mange måder at blive bare en smule bedre til golf. Din PGA pro kan hjælpe dig teknisk, du kan selv træne teknisk og du kan spille mere. Du kan også vælge at arbejde på fysikken.

Ved blot at motionere 2-3 gange om ugen med lidt konditræning, udstrækning og styrketræning kan man se at de fleste spillere bliver dygtigere på banen. Det hænger blandt andet sammen med, at en trænet muskel er bedre koordineret end en utrænet muskel, og en bedre kondi giver dig mere udholdenhed og dermed bedre kondition. En god blanding til dette kan være løbeture, styrketræningshold i center, yoga og pilates timer og almen fitnesstræning.

Man kan også vælge at gå lidt mere detaljeret til værks, og præcist finde frem til hvordan DU svinger og hvad DIN krop kan. Derfra kan man tilrette netop de små ting hvor din krop fejler, og dermed forbedre grundlaget for dit spil. Har du lyst til det, så læs videre.

Vil du gerne være ekstra god til golf? Til dig der gerne vil flytte dit spil markant vil jeg sige, at den målrettede fysiske træning er helt uundværlig. Det er vanskeligt, om ikke umuligt, at få nok teknisk kvalitetstræning uden at være i rigtig god form, og have rettet kroppens værste fejl til. Selv mange elitespillere og proer opfylder ikke deres potentiale, fordi deres krop ikke er i tilstrækkelig god stand.

Golf spilles med tre ting: krop, hjerne og udstyr. Så på samme måde som man altid har sagt at “man ikke skal gå ned på udstyret”, burde man også sige: “Man skal ikke gå ned på kroppen”. Fra begyndere til proer – alle har en tydelig effekt af at sikre at kroppen kan det den skal.

Tænk bare på hvor lidt energi der kan komme ud til køllen, hvis dine skuldre er for svage eller for dårligt koordinerede? Eller hvad hvis din hofte ikke kan holdes på plads, fordi din styrke og balance er for dårlig?

Test f.eks. dig selv i følgende:
Styrke/udholdenhed
Kan du tage mere end 20 perfekte armstrækninger (kvinder: fra knæ, mænd: fra fødder)
Kan du sidde med ryggen op ad en væg, med benene i 90 grader i mere end 90 sek?

Balance
Kan du holde en rolig balance på en fod, med det modsatte lår løftet til vandret, i mere end 10 sekunder?
(foden må ikke rykke sig eller ryste – den skal stå helt stille)

Skuldre
Kan du få dine knyttede hænder lige langt om på ryggen?
(Ikke snyde 🙂 : kan du gøre det uden at overanstrenge den ene skulder mere end den anden?)
Hvis det føles forskelligt i de to skuldre, er der noget at tage fat på.

Disse nævnte elementer er centrale for at du kan udnytte din krop til fordel for din golf. Disse elementer er rigtig nemme at træne og kræver hverken at du skal løbe 10 km på 30 minutter eller at du skal være vægtløfter.

Mange mennesker vælger at træne hjemme med en elastik og en bold mens andre går en tur i træningscentret. Med fordel træner en masse golfspillere med en personlig træner nogle gange om måneden. Det er foreksempel her jeg har min store erfaring. Uanset hvad du vælger vil enhver træning komme din golf til gode.