Jordan Spieth i aktion på finalerunden under The Open på Royal Birkdale

Med sejren i The Open kom Spieth et skridt nærmere på en Grand Slam, og er nu kun overgået af fire aktive spillere målt på antallet af majorsejre.

I 2015 vandt Jordan Spieth både US Masters på Augusta National, og US Open på den meget debatterede Chambers Bay bane. Med sejren i søndags på Royal Birkdale er Spieth nu oppe på tre majorsejre. Jagten på en Grand Slam er dermed sat ind for 23-årige Spieth.

Spieth er nu kun overgået af fire aktive spillere i form af Tiger Woods (14), Phil Mickelson (5), Ernie Els (4) og Rory McIlroy (4). Woods har vundet alle fire majors, mens Mickelson og McIlroy ligesom Spieth har vundet tre af de fire forskellige majors. Els mangler både US Masters og US PGA Championship i sin samling.

– Læs også: Video, highlights fra finaledagen til The Open

Mickelson er en US Open titel fra sin Grand Slam, mens McIlroy mangler en grøn jakke fra Augusta før hans Grand Slam er i hus. Mickelson har hele seks andenpladser i US Open, mens Rory tilbage i 2011 havde alle muligheder for at vinde US Masters, men satte føringen over styr på bagni.

Spieth får allerede chancen for at fuldende sin Grand Slam i sæsonens sidste major til US PGA Championship om tre uger. Den spilles i år på Quail Hollow banen i North Carolina, der normalt lægger græs til Wells Fargo Championship i maj måned. Amerikanske Jimmy Walker er forsvarende PGA mester efter han sidste år henviste Jason Day til andenpladsen efter en meget tæt affære.

Oversigt over majorsejre