Idyllisk ser det ud i Fredensborg Golf Club, men bag facaden kæmper klubben for overlevelse // Foto: Facebook

Fredensborg Golf Club har måttet igangsætte det man har valgt at kalde en ‘kontrolleret konkurs’ for at redde klubben, der har været sagsøgt af tidligere medlemmer, der ville have deres depositum tilbage.

Onsdag skal medlemmerne i klubben diskutere planerne for en rekontruktion af klubben, skriver Frederiksborg Amts Avis. Det er udfaldet af en længerevarende sag, hvor to tidligere medlemmer har vundet en retssag omkring retten til fuld tilbagebetaling af deres depositum ved udmeldelse.

Hele misæren grunder i, at enkelte medlemmer i 00’erne hvor alt var godt, betalte forholdsvist store indskud med løfte om fuld refundering ved udmeldelse. Da de pågældende medlemmer så ville melde sig ud, var Fredensborg Golf Club ikke i stand til at udbetale depositummet og tilbød i stedet en afdragsordning, som medlemmerne afslog. Golfklubben tabte sagen i retten, og må nu til lommerne.

Det betyder dog ikke, at alle får deres fulde tilgodehavende. Alle vil få en del af deres indskud retur, men ingen får alt de har til gode. Sådan er planerne for konkursen sat op. Samtidigt er der lagt op til en ekstraordinær kontingentforhøjelse på 500 kr. blandt nuværende medlemmer. På den måde håber man, at medlemmerne vil være med til, at redde deres klub.