De dårlige nyheder står desværre i kø for Tiger Woods, der har fået sit stort annoncerede comeback sat på pause af endnu en skade i ryggen. I denne uge skulle han have været med i Genesis Open, men måtte trække sig, og nu meddeler hans manager, at han ikke engang kan komme til den annoncerede pressekonference efter lægernes ordre.

Genesis Open er tilknyttet Tiger Woods’ velgørende organisation, og det var således ventet at han ville dukke op trods den manglende evne til at spille. Mark Steinberg meddelte dog onsdag, at lægerne havde beordret Woods i vandret positur så vidt muligt, og at han derfor ikke ville stille op til en pressekonference.

Det er endnu uvist om Woods deltager i et eller andet omfang udenfor rebene, men den seneste udmelding er i hvert fald ikke positiv.

Efter afbudene til Genesis Open og Honda Classic har Tiger Woods ingen turneringen i sin kalender, og det er således uvist hvornår den tidligere verdensetter igen sætter gang i sit comeback. Med mindre end 50 dage til The Masters – som må være Woods’ helt store mål – er der ikke meget tid at spilde.