Loading

Skrevet af Henrik Knudsen 15:00 12-02-2012

SUPER-SPURT AF KJELDSEN

Søren Kjeldsen fik byttet sin statist-rolle fra de seneste måneder ud med – om ikke en hovedrolle, så i hvert fald en vigtig rolle i Omega Dubai Desert Classic. Den hårdt arbejdende nordjyde havde ganske enkelt dagens bedste runde i søndagens finale og hoppede 10 pladser frem fra en 15. til en 5. plads.

- Jeg vidste godt, at det ville blive svært i dag på grund af blæsten, men jeg spillede super godt. Jeg har også spillet godt de andre dage, men i dag puttede jeg også rigtigt godt, fortalte Kjeldsen efter runden til Viasat Golf.

Også Thomas Bjørn sluttede i top 10 efter en 71’er i finalerunden.

- Jeg puttede simpelthen for dårligt, og så havde jeg en strækning fra de sidste huller i 3. runde til midtvejs i 4. runde, hvor jeg ikke spillede godt, analyserede Thomas Bjørn bagefter. Og så chippede jeg ikke så godt som jeg plejer i de sidste to runder, konstaterede han tørt.

I stedet blev kampen om titlen i Omega Dubai Desert Classic et opgør mellem tyskeren Marcel Siem, skotten Steven Callagher, englænderen og favoritten Lee Westwood og spanieren Rafael Cabrero-Bello. Og det blev lidt overraskende den 27-årige spanier, der fik sin anden sejr på Europatouren efter Austrian Open i 2009.

- Det er en utrolig fornemmelse, sagde Cabrera-Bello bagefter. Det er første gang, at jeg har ført en turnering, og jeg er meget stolt af, at jeg kunne holde sammen på det i et felt med så mange store navne. Det lykkedes for mig at gøre alt det, som de siger man skal gøre, med hensyn til at bevare tålmodigheden – tænke sig godt – ikke lave om på noget og så videre.

- At jeg samtidig har kvalificeret mig til en World Golf Championship og den slags – det kan jeg slet ikke forholde mig til endnu, sagde han med et stort flot grin.

Med Lee Westwood på en andenplads og Rory McIlroy på en delt femteplads bliver det meget tæt i kampen om andenpladsen på verdensranglisten. Ifølge teetime.dk's udregninger bliver det lige netop Westwood, der får den fornøjelse, hvilket naturligvis er vigtigt for seedningen i World Golf Championship - Accenture Match Play.

Thorbjørn Olesen sluttede i øvrigt som nr. 42 og Søren Hansen som nr. 61. De to fortsætter til Indien, hvor Europatouren spiller i næste uge.

Omega Dubai Desert Classic, resultat og pengepræmier

NYHEDER

Nyeste blogindlæg

Nyeste blogindlæg

Bogeymans Blog