Skrevet af Martin Verwohlt 09:36 11-02-2012
TRÆNER FÅR KAYMERS PRÆMIE
Martin Kaymer lavede sin karrieres første hole in one fredag, men får ikke selv lov til at beholde det flotte ur der var i præmie på hullet.
Normalt har topspillerne flere holes-in-one på CV'et, men verdensranglistens nr. 4 har oftet måtte høre for at han aldrig har præsteret det, på trods af flere nærgående forsøg. Men på det 160 meter lange par 3 hul 7., lykkedes det endeligt for den sympatiske tysker at slå et perfekt 8-jern der hoppede to gange og rullede i hul.
For Kaymer selv har det været et irritationsmoment at det aldrig var lykkedes, men før denne sæson havde hans caddie Christian Donald forudset at det nu måtte være på tide.
- Jeg har spillet golf siden jeg var 15, men min caddie Chrisian sagde for en måneds tid siden at i år måtte være året hvor det skete, sagde den 27-årige tysker.
Som der så ofte er, så var der en flot præmie til den første der lavede hole-in-one, og på dette hul var det et lækkert Omega ur som tyskeren kunne indkassere. Dog får Kaymer, der er sponsoreret af Rolex, ikke lov til at beholde uret. Det har dog ikke noget med hans konkurrerende sponsor at gøre, men i stedet et væddemål han har med sin træner.
- Det sørgelige ved at få denne hole-in-one er at jeg har en aftale med min træner om at han giver mig 10 euro for hver gang jeg ikke får en hole-in-one på et hul, hvor der er en præmie. Til gengæld skal han så have præmien hvis det endeligt lykkes, forklarede Kaymer.
Væddemålet har kun stået i 18 måneder, så der er meget der tyder på at Kaymers træner, tyske Rolf Kloettschen, har lavet en god investering. Så er spørgsmålet om væddemålet skal fortsætte, eller om Kaymer tror at han har fået sat gang i en stime og helst selv vil beholde præmierne fremover.
Kaymers hole-in-one var en del af en flot runde i 67 slag, hvilket bringer ham op på en delt 4. plads to slag efter Bjørn og McIlroy.
Se det flotte slag ved at klikke her.


