Loading

Skrevet af Martin Verwohlt 13:39 11-02-2012

- JEG VIL HAVE TIGER MED TIL RYDER CUP

Da Fred Couples sidste år valgte at forhåndsgarantere Tiger Woods et wildcard til Presidents Cup, på trods af at Woods på det tidspunkt lige var kommet tilbage fra en skade og blot havde spillet to turneringer, medførte det en del kritik af den rutinerede kaptajn. Alligevel er Davis Love III, der skal stå i spidsen for det amerikanske hold ved årets Ryder Cup, ikke sen til at stille samme garanti.- Hvis Tiger har en sæson uden skader, så vil jeg ikke tænke to gange før jeg udtager ham. Men det er rart at have fire picks – det giver mig meget fleksibilitet, sagde Couples på et pressemøde under denne uges PGA turnering på Pebble Beach. 

Tiger har, grundet sin lange pause fra golf der startede med skandalen i november 2009, været afhængig af at blive valgt som wildcard til både Ryder Cup og Presidents Cup. Og endnu har de respektive kaptajner da heller ikke svigtet. Corey Pavin valgte ham til Ryder Cup på Celtic Manor i 2010, og Tiger takkede for tilliden ved at vinde 3 ud af 4 point i nederlaget til Europa. Derefter valgte Couples ham til Presidents Cup, hvor det godt nok blot blev til 2 point af 5 mulige. Dog vandt Tiger det afgørende point for USA og spillede solidt igennem hele matchen.

--> Læs også: Padraig har Medinah i kiggerten

 Davis Love III var en af dem der støttede op om Couples’ valg af Tiger, hvorimod folk som Greg Norman, Colin Montgomerie og Phil Mickelson var ude med kritik af beslutningen.

- Fred vidste hvad han gjorde, sagde Love. – Han valgte den bedste spiller vi nogensinde har set. Havde han undgået skader havde han let klaret at komme på holdet, så selvfølgelig skulle han vælges, uddybede han. 

Woods starter sin sæson i denne uges turnering på Pebble Beach, og hvis han fortsætter formen herfra hvor han er delt nr. 17 efter to runder, så er der meget der tyder på at Davis Love helt slipper for at udtage Tiger. Den amerikanske kvalifikation er noget anderledes end den europæiske. Her tæller alle resultater for majors i 2011 med, og sammen med samtlige turneringer på PGA Touren 2012, inkl. majors og WGC, udgør det altså listen hvor de 8 bedste skal med til Medinah til september. 

I skrivende stund fører sidste uges vinder Kyle Stanley listen med 1.822 point, imens Tiger er nr. 38 med 330 point. Der er dog stadig 7 måneder og masser af point at hente inden listen lukkes efter Deutsche Bank Championship i august. 

NYHEDER

Nyeste blogindlæg

Nyeste blogindlæg

Bogeymans Blog