Der er en række spændende bolde på Moving Day og blandt spillerne, der klarede cuttet er bl.a. alle 12 mand fra Europas seneste Ryder Cup hold.

Vejrudsigten lover begrænset vind og næsten ingen regn, og pt. er der tale om en stille morgen på Royal Birkdale, så scores vil forventeligt være noget lavere idag.

I alt 77 spillere klarede cuttet på +5 og det ulige antal betyder, at sydafrikanske Shaun Norris er første mand på banen kl. 10:20 dansk tid.

Umiddelbart efter kl. 10:30 kommer en af dagens nok mest populære bolde, idet Justin Rose og Tommy Fleetwood skal spille sammen. Rose blev nr. fire tilbage i 1998 som amatør på Royal Birkdale, mens Fleetwood kommer fra området og desuden fører Race to Dubai.

Kl. 13:50 er der endnu en stjernebold, idet verdensranglistens nr. et, Dustin Johnson skal gå sammen med engelske Poul Casey, der fyldte 40 år igår. I bolden lige efter kommer Adam Scott og publikumsfavoritten Andrew “Beef” Johnston. Når man går rundt på banen er man aldrig i tvivl om, hvor Beef befinder sig, idet man gang på gang kan høre tilskuernes højlydte Beeeeeeef.

Kl. 14:20 er det blevet tid til 50-årige Steve Stricker og unge Matthew Fitzpatrick på blot 22 år. Utroligt nok er Stricker aktuelt den spiller med flest klarede cuts i træk i majors med imponerende 25 af slagsen.

Søren Kjeldsen starter kl. 14:30 sammen med engelske Laurie Canter, mens Thorbjørn Olesen går ud lige efter Kjeldsen i følgeskab med kinesiske Li Haotong.

Rory McIlroy går ud kl. 16:25 med Gary Woodland, mens førerbolden med Jordan Spieth og Matt Kuchar først skal på banen kl. 16:55 dansk tid.

The Open, starttider