Efter et flot EM er Puk Lyng Thomsen fra Frederikshavn kommet noget tættere på PING Junior Solheim Cup holdet, der spiller mod USA som optakt til Solheim Cup i september.
17-årige Puk var den bedste individuelle spiller i slagspilskvalifikationen ved Hold-EM på Helsingør Golf Club, hvor damelandsholdet blev nr. 7.
Det gav hende 40 point til PING Junior Solheim Cup ranglisten, og dermed rykkede hun fra en 9. plads og frem til en delt andenplads.
Top-6 kvalificerer sig og seks får wild card af Iben Tinning
PING Junior Solheim Cup er for pigespillere under 18 år, og 12 europæiske piger møder 12 piger fra USA i en hulspilsturnering med seks foursomes, seks fourballs og 12 singler.
Sidste år blev Iben Tinning valgt som kaptajn for det europæiske hold ved PING Junior Solheim Cup på St. Leon-Rot Golf Club i Tyskland den 14. – 15. september som optakt til Solheim Cup, som spilles fra den 18. – 20. september.
Der er kun to tællende turneringer tilbage i kvalifikationen, og herefter kvalificerer top-6 på ranglisten sig direkte til holdet, og derudover uddeler kaptajnen Iben Tinning seks wild cards.
Mange point i de sidste to turneringer
De to resterende turneringer i kvalifikationen er ANNIKA Invitational Europe på Bro-Bålsta GK i Sverige fra den 4. – 6. augist samt Girls’ British Open Championship på West Kilbride GC i Skotland fra den 10. 14 august.
I ANNIKA Invitational er der 40 point til vinderen, 30 point til nr. 2, 20 point til nr. 3, 10 point til nr. 4 og 5 point til nr. 5.
Ved Girls’ British Open Championship er der flere point på spil, da top-4 i slagspil hver får 10 point, mens de følgende fire får 5 point. Derefter er der 80 point til vinderen i hulspil, 60 point til nr. 2, 40 point til nr. 3 og 4 samt 20 point til nr. 5. – 8.
Puk Lyng Thomsen er dermed ikke sikker på en plads, men vil ellers formentlig være et varmt navn til ét af de seks wild cards som Iben Tinning uddeler.
Nedenfor ses top-20 på ranglisten:
1. Agathe Laisne, Frankrig – 70 point
2. Ana Pelaez, Spanien – 50 point
2. Puk Lyng Thomsen, Danmark – 50 point
4. Leonie Harm, Tyskland – 42,5 point
5 Emma Spitz, Østrig – 40 point
5. Olivia Mehaffey, Irland – 40 point
5. Elin Esborn, Sverige – 40 point
8. Maria Parra, Spanien – 37,5 point
9. Alice Hewson, England – 35 point
10. Esther Henseleit, Tyskland – 30 point
11. Albane Valenzuela, Schweiz – 28,75 point
12. Klara Kaminska, Tjekkiet – 20 point
12. Elena Hualde, Spanien – 20 point
14. Pauline Roussin-Bouchard, Frankrig – 10 point
14. Ann-Charlotte Mora, Frankrig – 10 point
14. Maria Herraez Galvez, Spanien – 10 point
17. Emma Grechi, Frankrig – 8,75 point
18. Eva Gilly, Frankrig – 5 point
18. Diane Baillieux, Belgien – 5 point
20. Julia Engström, Sverige – 1 point
Læs mere om PING Junior Solheim Cup på Solheim Cups hjemmeside her.



















