Seks spillere der kan vinde

EddiePepperell_kennemer14-278022Efter nogle lidt tynde uger på Europa Touren er der et stærkt felt i KLM Open, hvor syv danskere er med i feltet, hvor der er 15 fra top-100 på verdensranglisten.
Der spilles ikke på PGA Tour i denne uge, så vi giver også et bud på LET og LPGA major turneringen Evian Championship, hvor Nicole Broch Larsen og Emily Pedersen er de to danske deltagere.
— Læs også: Ugens starttider på Europa Touren
Nedenfor et bud på seks spillere som kan vinde i denne uge.
— oOo —
KLM Open
Joost Luiten
Hollandske Luiten vandt turneringen på Kennemer i 2013 og blev nr. 5 sidste år. Han er tilskuernes favorit, og de seneste to år har han været 22 slag under par på den krævende Kennemer G&CC, der er en klassisk linksbane, som er designet af Harry Colt.
Eddie Pepperell
Pepperell blev nr. 4 sidste år, og har gjort det godt på linksbaner i år, hvor det er blevet til en 2. plads i Irish Open og en 4. plads i Scottish Open. Har ikke vist stor form i sine seneste turneringer, hvor det han senest blev nr. 22 i Tjekkiet, men forvent at han er med helt fremme i denne uge.
Richie Ramsay
Var på andenpladsen efter 3. runder sidste år, men faldt tilbage til en 9. plads. Ramsay blev nr. 2 i 2012, hvor der dog blev spillet på en anden bane, og han har ikke spillet de seneste tre uger siden han missede cuttet i US PGA Championship.
— oOo —
Evian Championship
Inbee Park
Verdensetteren Inbee Park har vundet to majors i år, og vandt Evian i 2012, så hun er forståeligt nok bookmakernes favorit. Evian blev først en major i 2013, og med en sejr vil Inbee have vundet alle fem majors i karrieren, og kan vinde sin ottende major i denne uge. I de seneste 26 majors er hun blot otte gange sluttet udenfor top-10.
Lexi Thompson
Langtslående Lexi Thompson blev nr. 10 sidste år og nr. 3 i 2013. Trods sine blot 20 år, så er hun ikke uvant med at vinde, da hun har vundet 5 LPGA turneringer og 1 LET turnering. Vandt sin første major i ANA Inspiration sidste år, og i de seneste ti majors har hun haft hele seks top-10 placeringer.
Nicole Broch Larsen
En anden langtslående spiller er Nicole Broch Larsen. Det vil være noget af et eventyr, hvis hun vinder ugen efter den første sejr i Helsingborg Open, men sejren giver selvtillid og forhåbentligt den ro der skal til, når man er med fremme. Hun burde have vundet i Tjekkiet for en måned siden, og var med fremme i top-10 ved British Open, hvor hun dog blev nr. 24.
— oOo —
Nedenfor ses resultaterne for spillerne i sidste uges Seks spillere der kan vinde:
M2M Russian Open
David Horsey – Nr. 3
Maximilian Kieffer – Nr. 11
Keith Horne – Nr. 23
Deutsche Bank Championship
Jason Day – Nr. 12
Henrik Stenson – Nr. 2
Tony Finau – MC