
Rigmanden, byggematadoren og golfbaneejer Donald Trump, der i øjeblikket har travlt med at levere løfter til de amerikanske vælgere i forbindelse med sin kampagne for at blive USA’s næste præsident, har i forbindelse med denne uges World Golf Championship på Trump’s egen TPC Blue Monsterbane i Florida, allerede overholdt ét løfte, som han afgav, før han valgte at stille op til præsidentvalget.
Det drejer sig om et løfte til Rory McIlroy, som Trump gav ham under sidste års turnering på samme sted.
Situationen, som udløste løftet, fandt sted på banens hul 8 – et par-5 hul, hvor McIlroy slog sit andet slag i vandet med sit 3-jern. Det dårlige slag resulterede i, at McIlroy slyngede sit golfjern i en helikopterbevægelse ud i søen – en episode, som skabte stor opmærksomhed og som han senere undskyldte.
Golfjernet blev senere fundet af en lokal dykker fra Doral, og under stor mediebevågenhed afleverede Donald Trump jernet tilbage til McIlroy næste dag på drivingrangen.
Læs også: McIlroy kopierer Thomas Bjørns puttestil
McIlroy fortalte Trump, at han kunne beholde jernet som et minde, og de to blev først enige om at bortauktionere golfjernet, men så kom Trump med den idé, at golfjernet skulle sættes i glas og ramme på Doral-anlægget.
”Det var den situation, der blev talt mest om under hele sidste års turnering, så derfor blev vi enige om at indramme jernet som et historisk minde”, fortalte Trump i forbindelse med denne uges turnering – og det løfte er nu overholdt.
Donald Trump noterede sig også, at dykkeren som fandt golfjernet i søen, sidenhen er blevet verdensberømt.
Se videoer af episoden – og den verdensberømte dykker – herunder.




















