I søndags sikrede canadiske Adam Hadwin sig sin første PGA Tour sejr i karrieren, da han endte øverst på leaderboardet ved Valspar Championship. Og det betyder nu, at en planlagt bryllupsrejse må udskydes.
Med sejren fulgte en invitation til The Masters, der spilles om tre uger, og den falder sammen med den bryllupsrejse som Hadwin og hans kommende kone Jessica havde planlagt. Canadieren havde dog haft ja-hatten på, da han bestilte rejsen, da han sørgede for, at få refunderbare flybilletter. Én ting har han dog i klemme – der er betalt et depositum til hotellet, som han nu vil forsøge at få tilbage.
– I tror nok jeg laver sjov, men jeg er seriøs. Jeg ved godt, at jeg vandt en fin check i den her uge (over $1 mio., red.), men jeg vil ikke bare smide om mig med penge, lød det fra Hadwin efter sejren i søndags.
Hadwins forlovede skulle efter sigende være forstående overfor prioriteringen i forhold til bryllupsrejsen. Hun valgte dog at sætte foden ned et andet sted. Hadwin kvalificerede sig nemlig også til næste uges WGC-turnering, der falder sammen med brylluppet, og her har Hadwin pænt meldt afbud – til golfturneringen forstås.
Forside Professionel golf Masters Klar til Masters: Hadwin aflyser bryllupsrejsen og forlanger pengene tilbage