At opleve en golfbane, som er designet af Severiano Ballesteros og samtidig være placeret på en lille ø i Nordatlanten, vil altid være en unik oplevelse. Porto Santo Golf er beliggende på øen af samme navn, og skal man finde øen på et kort, så skal lede ud for den Nordafrikanske kyst, næsten 50km nordøst for Madeira. En placering der har været med til at give mange golfere en helt speciel oplevelse, men samtidig har den unikke placering givet golfbanen en række udfordringer, når der skal modtages gæstespillere. Med næsten 2½ times sejlads fra Madeira eller fly som de eneste muligheder, så er der jo ikke tale om en golfbane, man tilfældigvis lige kommer forbi !!
European Tour har været forbi Porto Santo nogle gange, sidst var i 2011. Madeira Open, som turneringen hedder, får dog sjældent den store bevågenhed, da det er en af de mindste turneringer på touren, men i 2011 fik den megen opmærksomhed, dog med en kedelig baggrund. Banedesigneren Ballesteros døde kun en uge før turneringen skulle afvikles på ”hans” bane. Samtlige spillere, tilskuere, pressen og arrangører mindedes den store spanske golfspiller i forbindelse med turneringen, og bl.a. blev hans kælenavn ”Seve” skrevet med klippestykker på en bjergside, og hyldesten til en af golfens største, kan stadig ses fra klubhuset.
Seve Ballesteros har designet en flot bane, hvor han har ladet de smukke omgivelser og eksisterende forhold være de dominerende faktorer for banens udformning. Han har udnyttet og inddraget såvel de smukke klippeområder som dalområdet, og Ballesteros har designet en bane med en hul distribution, som efter hans mening, er den ideelle golfbane. Lige mange af hver slags hul, altså 6 par-3 huller, 6 par-4 huller og 6 par-5 huller – så lidt firkantet sagt, så er to par-4 huller erstattet af et ekstra par-3 og et ekstra par-5 hul i forhold til den gængse baneopbygning.
For-ni er beliggende mellem 2 mindre bjerge og placeret omkring klubhuset, ned mod den lækre strand. Hullerne på denne del af banen er rimelig flade, men stadig udfordrende. Specielt har man omkring hul 3,4 & 5 en del vand i spil. Kan man komme gennem disse 3 huller med en god score, er man godt stillet. Hul 4 er et par-4 hul med handicapnøgle 1. Altså på papiret banens sværeste hul, men hullet er dog ikke umuligt, hvis man spiller det fornuftigt. De fleste golfere vil kunne komme fra hullet med æren, og en god score, i behold. Der er tale om et par-4 hul, der er meget ned ad bakke, men vær ekstra opmærksom på indspillet, for slår man over green i sit indspil, er mulighederne for en fornuftig score som regel væk. Det sidste hul i denne trio af vandhuller, afsluttes med et par-3 hul, hvor man skal passere vand på vejen til en smal green, afstanden fra gul er 137m, og fra rød er den 98m med et landingsområde mellem søen og greenen, så de fleste golfere klarer som regel den del.
Bag-ni er markant anderledes, man starter godt nok med to huller, hvor der er vand i spil, men man bevæger sig derefter op i den mere barske og rå del af banen, der domineres af klippekløfter og stejle bjergsider. Specielt hullerne 13, 14 & 15 er spektakulære, og den pittoreske placering på et plateau gør, at man ikke skal snyde sig for at tage et par pauser, og nyde de smukke omgivelser, for her finder man nok en af de smukkeste golfbane-udsigter i Europa. Det siges, at det var netop denne udsigt og disse omgivelser, der inspirerede Ballesteros til at lave en golfbane lige der, og når man først har stået på dette sted og nydt udsigten, så kan man kun sige ”high five” til Seve for hans valg af location for golfbanen.
Denne trio af ”Panorama huller”, hul 13,14 & 15, hører til blandt de allerbedste ”Ocean Holes” i Europa, og er medvirkende til, at Porto Santo Golf altid er med på listen over de 100 bedste baner i det kontinentale Europa. Det er nok ikke tilfældigt, at mange får en fornemmelse af Pebble Beach, når man bevæger rundt på denne del, af den alsidige bane. Som man nok kan regne ud, så er vinden en evig ubekendt faktor på disse huller. ”The Ocean Holes” kan sjældent spilles ens to dage i træk, da vinden ofte er skiftende og derfor en af de største udfordringer, når det gode slag mod green skal slåes.
Runden lukkes med et flot par-5 hul ned mod klubhuset, hvor man på et af rundens sidste slag skal slå over en større sø mod green, og da greenen er placeret så der er fuldt udsyn fra terrassen i klubhuset, så kan man næsten altid være sikker på at have publikum på, mens man udfører en af rundens sidste udfordringer. Da det regner mindre end 30 dage om året på Porto Santo, så stiller det naturligvis visse krav til vandingsanlæg og muligheder. Her har man i designet udnyttet en allerede eksisterende sø, som er blevet forstærket og forstørret, således at den nu fungerer som vandreservoir for de andre søer samt vandingsanlæg og vandløb på banen. Samtidig er søen og dens mange vandløb lagt ind i banen, således at vandet kan ”genere os golfspillere J” mest muligt – og vandet har ”stjålet” mange golfbolde i tidens løb.
Det var Seve Ballesteros egen tanke, at banens første 9 huller mest skal minde om de bedste traditionelle Amerikanske baner, og at udfordringerne på bag-ni skal sidestilles med de udfordringer, man udsættes for, når man spiller links på de vindblæste Britiske baner. Der er desuden en par-3 bane ved klubhuset, og vil man spille efter mørkets frembrud, så er par-3 banen projektør belyst. Der er desuden et dejligt klubhus god terrasse og med tilhørende PRO-shop, hvor man lige kan købe de ting, man ikke kan leve uden eller ikke fik med hjemmefra.
Porto Santo Golf kan spilles hele året, også om sommeren, for temperaturen kommer sjældent over 28 grader. Der er som regel altid er en behagelig brise på øen, så er det sjældent en varme der er uudholdelig at spille golf i. På øen samtidig er mange ferietilbud og en bred vifte af aktiviteter, så Porto Santo er også et glimrende valg for de familier og/eller venne-par, hvor ikke alle spiller golf. Tidligere var Porto Santo Golf et nærmest ufremkommeligt sted at komme til som dansk golfer, og det var udelukkende de mest eventyrlystne golfere, der tog en dagsudflugt fra Madeira til Porto Santo med færgen, for at spille på den lille ø. Selve sejlturen tager næsten 2½ time, men er man på Madeira, så er det turen værd. I dag har man dog fået en mere bekvem løsning, for det danske rejsebureau, Primo Tours, har startet direkte flyvninger fra Danmark til Porto Santo, og har rejsepakker med fri golf til rimelige priser, så Porto Santo er pludselig kommet meget tættere på Danmark.