Det nordlige Portugal er for de fleste danske golfere et overset område, og det skyldes primært at de fleste Nordeuropæere søger mod varmere destinationer, når vintergolfturen går mod Sydeuropa. Vælger man derimod at rejse i sommermånederne fra april til oktober, så er det nordlige Portugal et oplagt rejsemål for golfspillere og andre livsnydere. Området omkring Porto hører til blandt de mest pittoreske områder i Portugal, og det er her, at man oplever det ægte og stadig autentiske Portugal. Samtidig kan man se smukke landskaber med elegante og velplejede vinmarker, der i overflod skaber en smuk kulisse, når man bevæger sig rundt i regionen.
Mange golfspillere er også livsnydere, og det nordlige Portugal giver mange muligheder for at kombinere golf på spændende baner, med mulighed for unikke oplevelser på mange af de interessante Portvinshuse og smukt beliggende vingårde. Porto og Vila Nova de Gaia er portvinens hovedstad og de er blot adskilt af Duoro floden. Ikke mindre end 6 store broer forbinder tvillingebyerne, dog er det kun de 5 der er i brug. Den sidste, er en smuk gammel rød bro, der blev bygget af Gustave Eiffel, og selvom den ikke længere er i brug, er den stadig en af de smukkeste broer i Europa. Specielt i Vila Nova de Gaia ligger alle portvinshusene side om side, og holder man af Portvin, så er en rundtur i de gamle kældre et must. Derudover er Porto en smuk og hyggelig by, hvor centrum er domineret af havnepromenader, gågader, torve og smukke pladser – og alt er anlagt tæt ved Duoro-flodens udmunding. Golfbanerne ligger ikke så tæt som på Algarve eller lige udenfor Lissabon, men man finder flere gode baner og dejlige hoteller eller resorts indenfor rimelig køreafstand fra Porto.
Et af det nordlige Portugals smukkeste golfresorts er det 5* Vidago Palace Hotel med egen golfbane. Selve hotellet har til huse i en klassisk og elegant bygning fra 1910. Hotellet er en attraktion i sig selv, for en gennemgribende og længerevarende restauration af Vidago Palace reddede det gamle slot, som var lukket i næsten 5 år (2006-2010), hvor Vidago Palace gennemgik en meget omfattende restauration. Vidago Palace er nu et superlækkert luksushotel, hvor det er muligt at udleve drømmen om klassisk elegance med god vin, lokal gastronomi og samtidig have muligheden for forkælelse i hotellets egen SPA afdeling. Afstanden til Porto er ca. 130 km. Vidago Palace Golf er designet af golfbanearkitekterne Cameron & Powell, og den nuværende bane blev indviet i 2011. De 18 huller har en længde på 5903m fra gul tee, 4797m fra rød tee, og banen er smukt beliggende i naturskønne omgivelser. Alene turen rundt på banen, er en oplevelse for alle, der sætter pris på en golfbane i ”smukke rammer”. Specielt på de sidste 3 huller skal man huske at nyde udsigten, for her spilles der på nogle højdedrag, hvorfra man har en fabelagtig udsigt udover landsbyer og bjerge. Samtidig har banen en sværhedsgrad, der kan tilfredsstille golfere på alle niveauer. Foruden banen er der gode træningsfaciliteter, så hvis man lige vil ”finpudse svinget”, er der driving-range, indspils-område samt særskilte øve-greens til chipping og putting.
Af andre spændende baner i det nordlige Portugal kan vi anbefale links banen Estela Golfe Clube, som er beliggende ved kysten nord for Porto by. Estela er en ægte links bane, hvor hele banen er placeret mellem klitterne lige ved stranden. Med en sådan placering, vil vinden jo altid være en markant med- eller modspiller, men på Estela har man nogle af hullerne på bag-ni, der faktisk ligger lidt i læ af klitterne, mens man på for-ni stort set hele tiden har vinden markant med i spil. Banen er opbygget med 2 støjfer, der begge følger stranden. Midt mellem de 2 sløjfer har man på en bakketop placeret et smukt klubhus, der giver en dejlig udsigt over havet og stranden. Banen blev indviet i 1989, og har siden lagt græs til en lang række større turneringer, med Portuguese Open i 1991 som den største.
Ønsker man at opleve fantastisk bjergområde og en meget kuperet bane, så finder man Amarante Golf ved byen af samme navn. Alene starten fortæller hvad der venter forude, det er et par-5 hul på 463m fra gul og 429m fra rød – ikke noget specielt, men fra teestedet kan man ikke se greenen der er placeret mere end 100m lavere end teestedet – og højdeforskelle fra tee til green er det der dominerer denne bane, som er anlagt i meget flotte omgivelser. Buggy kan klart anbefales J
Byen Amarante er beliggende ca. 70 km fra Porto (motorvej det meste af vejen), og byen er en af de smukkeste i Nordportugal, og bestemt et besøg værd. Er man til klassisk luksus, så kan overnatning anbefales på Casa da Calcada, der er placeret i gåafstand til byens attraktioner. Derudover har Casa Da Calcada også en Michelin-restaurant.
En af de smukkeste byer i det nordlige Portugal er Ponte de Lima, som også er kendt for at være den ældste by i Portugal. Byen har hyggelig gammel bydel og byens navn er opkaldt efter den gamle bro, Ponte de Lima, som giver adgang til den anden side af folden Limia. Lige udenfor selve byen finder man golfresortet Axis Ponte de Lima golf, hvor man har hotelværelser, 18 hullers golfbane, restaurant, klubhus SPA område m.m. Axis Golf Ponte de Lima’s for-ni er en kuperet bjergbane, og en buggy kan klart anbefales, mens de sidste 9 huller er flade og betegnes bedst som en parkbane. Greens og fairways er velholdte, og en golfrunde i det smukke område er noget alle golfere bør opleve.
En god golfferie indbefatter naturligvis golf på andre baner end dem man spiller til hverdag og med oplevelser man sjældent kan få på egne breddegrader. Det nordlige Portugal giver rig mulighed for at kombinere begge dele, og et eksempel på en god og afvekslende golfferie med indbyggede oplevelser kunne være en ferie hvor man f.eks. startede i Porto-området, hvor man finder en god base for såvel golfen som til besøg på Portvinshuse, vingårde og andre af de forhold der gør netop din ferie unik. Flere danske golfbureauer tilbyder golfrejser til netop denne smukke del af Portugal.