Patrick Reed startede søndagens runde med 3 slags føring til Rory McIlroy, som nærmeste forfølger. McIlroy fik aldrig rigtig gang i sit spil, og måtte nøjes med en skuffende runde i 74 slag, 2 over par, hvilket rakte til en delt 5. plads.
Rickie Fowler og Jordan Spieth lagde til gengæld godt pres på Reed. Jordan Spieth var 9 under på sin runde, da han stod på 18. tee. Hans teeshot ramte en gren, og han måtte tage en bogey på hullet og sluttede dermed 13 under par. Rickie Fowler gik lige foran Reed og han leverede i den grad varen, da han sænkede et putt for birdie på 18. hul for en runde i 5 under par og 14 under totalt for turneringen. På det tidspunkt stod Patrick Reed på 17. hul med et putt for par, som han klarede. På 18. hul førte Patrick Reed med et slag, og der nerver på til det sidste. Han var på green i to slag, men havde et svært downhill putt, som han to-puttede og dermed sikrede han sig sejren og den grønne jakke.