Efter en skidt start på finalerunden for den førende Kiradech Aphibarnrat, så lykkedes det alligevel thaien, at sikre sig sin anden sejr på Europatouren i karrieren.
Aphibarnrat førte med to inden finalerunden, men efter fire bogeys og to birdies på de første 16 huller havde han pludseligt to slag op til den førende Li Hao-Tong, der var kommet i klubhuset i -12.
De to afslutningshuller bød ikke ligefrem på lykkelige minder for Aphibarnrat, da han under tredje runde havde spillet de to huller i +3. Den nedtur var dog glemt, da thaien rullede et langt eagleputt i på 17. hul, og dermed pludseligt delte førstepladsen med Li.
På 18. hul havde Aphibarnrat endda et putt for birdie og dermed sejren, men det gik snært forbi. Dermed skulle han i omspil med den lokale helt Li, der til dagligt har sin gang på den amerikanske Web.com Tour.
Det omspil varede blot et enkelt hul, da Aphibarnrat lagde sit andetslag ind til præcist samme sted, som han havde misset fra kort forinden, og denne gang var der ingen slinger i valsen. Thaien kunne skrige sin glæde ud mod det forstummede galleri, der var tydeligt skuffet på deres landsmands vegne.
– Puttet i omspillet var det bedste putt i hele mit liv, sagde en lykkelig Aphibarnrat, da han stod med trofæet.
Aphibarnrat blev dermed den blot anden thai med mere end én sejr på Europatouren, hvor han altså gør Thongchai Jaidee selskab.
De to danskere i finalerunden spillede som nat og dag. Lucas Bjerregaard kom rundt i -5 og på en delt 15. plads, hvilket er nordjydens bedste resultat i sæsonen.
Morten Ørum Madsen kunne endnu engang præsentere et yderst farvet scorekort, men hvor det tidligere i turneringen har været eagles – blandt andet en flot hole-in-one – der stjal billedet, så var det ikke helt tilfældet på finalerunden.
En forni med to birdies, to dobbeltbogeys og en enkelt triplebogey blev kostbar for ‘MØM’, der med en runde i +4 også endte på +4 totalt og dermed en samlet 56. plads.
Europatouren bliver i Kina, hvor det næste uge gælder Volvo China Open i Shanghai, hvor ‘MØM, Bjerregaard, Søren Hansen og Søren Kjeldsen er på startlisten.
Shenzhen International, resultat



















