Der er et meget stærkt felt i BMW PGA Championship på Wentworth i denne uge, hvor bl.a. McIlroy, Rose, Kaymer, Koepka, Westwood og McDowell deltager i Europa Tourens flagskibsturnering.
Men der mangler nogle, for bl.a. har Henrik Stenson, Sergio Garcia, Ian Poulter og Paul Casey fravalgt at deltage, og som henholdsvis nr. 3, 8, 31 og 34 på verdensranglisten ville de ellers være blandt de bedste i feltet.
Man kan ikke spille alle turneringer, og det er naturligvis op til den enkelte at planlægge sin sæson bedst muligt, men for Europa Touren er det ærgerligt, at den største turnering fravælges.
Stenson blev nr. 7 sidste år, hvor han deltog for første gang i fire år, men bortset fra en 8. plads i 2007 har han ellers ikke haft den store succes i turneringen.
Garcia holder én uges pause efter tre i træk
Det er ikke uvant for Garcia at fravælge turneringen, da han blot har deltaget fire gange i karrieren med en 5. plads i år 2000 som det hidtil bedste resultat.
— Læs også: Spil hulspil mod Europa Tour spillerne
Efter WGC – Cadillac Match Play og The Players Championsship i USA deltog Garcia i sidste uges Open de España, og efter en uges pause er han med i Irish Open i næste uge.
Poulter har misset cuttet otte ud af 13 gange
Poulter har deltaget hvert år siden 2010, men har gennem årene kun haft én top-10 placering. Han blev nr. 10 i 2012, men har misset cuttet otte ud 13 gange, og det har fået ham til at blive i USA, da han ikke gider spille en turnering, hvor han ikke mener at have de store muligheder for et godt resultat:
– Jeg har spillet 13 PGA turneringer på Wentworth og haft 1 top-10. Jeg har 8 MC. Villle Usain Bolt deltage i en maraton. Det tror jeg ikke… Mere er der ikke at sige, har Poulter skrevet på Twitter om sit afbud.
Poulter uddybede også, at han i 13 udgaver af PGA Championship har optjent 19,11 verdensranglistepoint, mens han til sammenligning fik 28,5 point ved at blive nr. 3 i The Open 2012.
Casey er ikke medlem af Europa Touren
Paul Casey har vundet 13 Europa Tour turneringer og senest KLM Open 2014. Han har dog valgt udelukkende at fokusere på PGA Tour i år, og har opgivet sit medlemskab af Europa Touren.
Casey har ellers tidligere haft succes på Wentworth, hvor han vandt BMW PGA Championship 2009 og HSBC World Match Play Championship 2006.
Europa Tourens største turnering
BMW PGA Championship er den største almindelige turnering på Europa Touren, på samme måde som The Players Championship er den største på PGA Tour.
På verdensranglisten har verdens førende tours samt Challenge Touren og Web.com Tour en flagskibsturnering som har særlig status. I disse spilles om et højere antal verdensranglistepoint, og i BMW PGA Championship er der mindst 64 point til vinderen.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte torsdag og fredag fra kl. 11 – 19 og i weekenden fra kl. 13:30 – 18:30.



















