
I 2002 vandt Søren Hansen sin første af to titler på Europa Touren, da det blev til sejr ved Murphy’s Irish Open. Den turnering blev spillet på Sheraton Fota Island Golf Resort and Spa, men i år er turneringen rykket til Royal County Down Golf Club, og her er Rory McIlroy vært. Både Hansen og McIlroy kom i fokus torsdag.
– Læs mere: PGA Sweden National er klar – næsten
Der er mange stjerner til start ved Dubai Duty Free Irish Open Hosted by the Rory Foundation, og naturligvis var der stor fokus på McIlroy, der dog torsdag spillede en af sine dårligste runder i karrieren. 80 slag (+9) lød scoren på. Det placerer ham i bunden af feltet som nummer 150, hvilket er en placering, der deles med Thorbjørn Olesen.
Mens McIlroy og Olesen skuffede, så var der helt anderledes takter fra tre af de andre danskere. Søren Hansen var rundt i 68 slag, hvilket placerer ham alene på tredjepladsen blot et enkelt slag fra de førende Padraig Harrington og Maximilian Kieffer. Også formstærke Søren Kjeldsen og Anders kan se sig i top-10 efter de første 18 huller. 69 slag betyder en 4. plads for Kjeldsen, mens Hansen er nummer syv efter en runde i 70 slag.
Cutgrænsen er på +2 efter åbningsrunden, og netop den score befinder Lucas Bjerregaard sig på, mens Morten Ørum Madsen er lige på den anden side.
Anden runde fra Irland kan følges live på Viasat Golf og Viaplay.dk fra fredag kl. 13:00.
Dubai Duty Free Irish Open Hosted by the Rory Foundation, leaderboard.



















