James Hahn topper i Waste Management Phoenix Open

James Hahn
James Hahn

Med én af dagens bedste runder i 65 slag – 6 slag under banens par – og uden én eneste bogey på scorekortet, spillede amerikaneren James Hahn sig helt i top inden finalerunderne af Waste Management Phoenix Open i Arizona. Amerikaneren har tidligere vundet én gang på PGA Touren, nemlig da han vandt sidste års Northern Trust Open på Riviera Country Club.
James Hanh er sammenlagt i -10 og jagtes af store navne i feltet, heriblandt Rickie Fowler, der gik 2. runde i 68 slag (-3) og er sammenlagt kun 1 slag efter Hanh.
Længere nede i feltet finder vi bl.a. amerikaneren, Keegan Bradley, der er på en delt 9. plads i -5. Bradley havde på første runde af turneringen problemer med for mange jern i baggen, som endte med at koste ham 2 strafslag. Episoden blev heldigvis opdaget allerede på Bradleys andet hul. Bradley spiller altid med enten et 3-jern eller en hybrid – afhængig af banen og forholdene, men ét af disse havde han – eller caddien – glemt at fjerne – og dermed faldt straffen.
Læs også: Over 500.000 tilskuere er klar til Phoenix Open
Cuttet i turneringen kommer til at være par, så vinderen fra PGA turneringen CareerBuilder Challenge for 14 dage siden, Jason Dufner (+3), var én af flere store navne, der måtte forlade turneringen i Arizona før weekendens finalerunder. Det samme må amerikaneren, Jack Maguire, der sluttede i +12 og på sidstepladsen. Maguire kan dog trøste sig med turneringens eneste hole-in-one, som han lavede på banens 192 yards lange hul 12.
Videoen af slaget kan ses på nedenstående video.

Akkurat som på første runde, blev anden runde også afbrudt på grund af frost. Derfor er der stadig få spillere, der skal færdigspille deres anden runde lørdag, men det får ingen betydning for cuttet.
C-More Golf sender direkte fra turneringen lørdag kl. 21.00.