Dubuisson tager teten i Dubai

Victor DubuissonLørdagens 3. runde af DP World Tour Championship blev et festfyrværkeri af birdies og eagles. De førende 11 spillere på leaderboardet efter dagens runde gik i gennemsnit 4,6 slag under par, og dagens laveste runde stod spanske Rafa Cabrera Bello for, som var rundt i imponerende 63 slag, ni under par.
Franske Victor Dubuisson gjorde ligeledes godt brug af Moving Day, idet franskmanden med en runde i 64 slag spillede sig alene op på førstepladsen i samlet 13 slag under par. Scoren på otte under par kom i hus takket være bl.a. en eagle og otte birdies, heraf fire birdies på de sidste fem huller. 26-årige Dubuisson sluttede i sidste uge på en delt tredjeplads ved Nedbank Golf Challenge, men inden da var det bedste resultat for franskmanden i en slagspilsturnering på Europatouren i kalenderåret 2016 en 42. plads ved US Masters tilbage i april måned. Franskmanden gjorde sig også sidste år godt bemærket ved slutspillet på Europatouren, idet Dubuisson vandt Turkish Airlines Open.
På en delt andenplads og blot et slag efter Dubuisson ligger Tyrrell Hatton, Nicolas Colsaerts og Matthew Fitzpatrick. De havde også godt gang i scoren på Moving Day, og stod tilsammen for intet mindre end fire eagles og 19 birdies og var samlet set 17 slag under par.
På en delt femteplads finder vi tre Ryder Cup spillere i form af Francesco Molinari, Rafa Cabrera Bello og Lee Westwood, der blot er to slag efter den førende franskmand. Trioen lavede tilsammen en eagle og 18 birdies og var minus 14 på lørdagens runde i Dubai.
– Læs også: Så tæt var Søren Kjeldsen på 211 meters hole-in-one
Yderligere to slag efter i scoren minus 9 ligger en kvartet bestående af Charl Schwartzel, Bernd Wiesberger, Nacho Elvira og danske Søren Kjeldsen. Kjeldsen startede lørdagens runde som lyn og torden med fire birdies på de første seks huller, og havde på daværende tidspunkt spillet sig helt frem på en delt andenplads. Midtvejs på runden løb den 41-årige nordjyde desværre ind i et par bogeys, men en stærk afslutning med birdies på både 15. og 17. hul gav til slut en runde i fire under par.
Før søndagens afsluttende runde på denne sæsons Europatour er der således hele 11 spillere, der ligger inden for blot fire slag af førende Dubuisson. Dermed er der lagt op til en spændende finalerunde som naturligvis kan ses direkte på Viasat Golf og Viaplay. Sendetiderne kan ses på vores TV-side.
Thorbjørn Olesen var ligesom Kjeldsen rundt i 68 slag efter en eagle, fire birdies, 11 pars og to bogeys og avancerede dermed for anden dag i træk. Olesen ligger på en delt 13. plads i scoren minus syv, og har dermed stadigvæk muligheden for at blande sig i topstriden med en god runde i morgen.
På 13. pladsen, og bedst placeret af de fire spillere der fortsat kan vinde årets Race to Dubai, finder vi Alex Noren. Svenskeren skal dog som minimum slutte i top to i Dubai for at have en chance for at vinde årets rangliste. Således er førende Henrik Stenson stadigvæk favorit til at løbe med Race to Dubai titlen, men meget kan ske endnu, og de forskellige scenarier, der skal udspille sig, hvis Stenson ikke skal genvinde titlen fra 2013 kan læses her.
At alt kan ske på Jumeirah Golf Estates i Dubai fremgår af svenske Rikard Karlbergs scorekort. Efter 13 huller var den 29-årige svensker en over par, men med to eagles og to birdies på de sidste fem huller, fik Karlberg vendt en dårlig dag på kontoret til en aktuel 13. plads og blot seks slag efter Dubuisson. Mon ikke man kan gætte sig til, at Karlberg efter runden spiste sin frokost med et smil på læben.
DP World Tour Championship, leaderboard